Historien om Kains brodermord fortalt for børn. Det er gebrækkeligt svært, men Peter Mouritzen og Maria Buchmanns forsøg imponerer.

Peter Mouritzens bibelhistorier er sprogligt opfindsomme og parrer det filosofiske og nysgerrige med en befriende humor og barskhed. Historien om Kain og Abel er en af de mest barske historier i Bibelen og er emnet for hans 13. bog i serien, som i øvrigt for nylig er udkommet i en samlet udgave.

En kort genopfriskning af historien: Kain og Abel er begge sønner af Adam og Eva. Kain er agerdyrker og Abel fårehyrde. Gud foretrækker langt mere Abels ofre frem for Kains, og i jalousi dræber Kain sin bror, hvorefter Gud forviser ham til at være evigt flygtning og fredløs.

Endvidere giver Gud Kain et mærke i panden, det såkaldte kainsmærke, så alle skal vide, at de ikke må dræbe ham.

Det er tydeligt, at Peter Mouritzen kæmper lidt med at formidle historien til børn.

Forklaringer må der til, som her: ´Gud - der ellers er fuldkommen og ikke fejlede noget - havde nemlig en enkelt, lillebitte menneskelig skavank. Han led så skrækkeligt af høfeber, det var pollen fra Kundskabens Træ, der fik ham til at nyse.´ Det er lammesteg over bål, der kurerer Guds høfeber, og derfor foretrækker Gud meget naturligt Abels offer frem for Kains. Kain bliver selvfølgelig jaloux. Det kender alle børn. Børn har en usandsynlig veludviklet retfærdighedssans.

Hvis den ene får noget, så skal den anden have præcis det samme i eksakt samme mængde. Ellers bliver der skrig og skrål. Uretfærdigheder tolereres ikke! Og det at Kain nægter at vide noget som helst om mordet efterfølgende, er også lige efter almen børnelogik. Man prøver først at smyge sig uden om det ubehagelige og en eventuel straf, det er klart. Men over for Gud hjælper denne strategi ikke, for som Mouritzen skriver, så er der ingen, der kan løbe om hjørner med Gud. Især ikke, når han er vred.

Maria Buchmanns illustrationer er enkle og stærke. De er holdt i brunlige toner, undtagen når hun afbilder de små djævle, der vil have fat i Kain. Der er farven rød, ligesom det blod, der er at finde på Kains hænder.

Kain selv er en firskåren, muskuløs mand, lidt ligesom Gud selv. Charmerende er tegningerne ikke, og jeg savner nok i virkeligheden lidt mere humor og naivitet i dem, så de bedre matcher teksten. Men samtidig må man bøje sig for, at illustrationerne først og fremmest er vældig effektive - de har et tegneserieagtigt fortællepræg og afbilder historien, så det grusomme og uretfærdige i den bliver understreget.

Kains fortvivlelse og skyld kommer skyllende ind over betragteren.

Buchmann får på sin egen måde hevet en anden pointe med historien tydeligt frem: Vi bør alle kunne se os selv i Kain. Som en, der kan føle jalousi og kan begå ubodelige uretfærdigheder, som man er nødt til at leve med resten af sit liv. Så jo, illustrationssiden fungerer i sin egen ret og er et godt vidnesbyrd om originalens vanskelige og utroligt barske historie. Det er en gyserfortælling i billedform for børn, og det er blændende gjort.

Ikke nogen blødsødenhed her.

Mouritzen har til gengæld lidt sværere ved at få hold på, hvad han synes om det hele.

Han skriver et sted, ganske vist om noget andet i historien, at ´vi kan ikke vide det. Vi er nødt til at bruge fantasien. For Gud, der har skabt mennesket, har også skabt fantasien. Og den skal vi da bruge, ligesom forstanden!´.

Logik er der ikke umiddelbart i fortællingen, men Mouritzen giver os et hint om Guds egentlige straf, nemlig Kains skyldfølelse, der gnavede i ham resten af hans dage.

´Hvad er der i vejen, Kain?´ er måske ikke den stærkeste historie i serien, men det lykkes dog alligevel Mouritzen og Buchmann, hver med deres virkemidler, at formidle en temmelig vanskelig tekst for børn. Parret serverer endda historien tilpas tvetydigt til, at der er masser tilbage at tale om. Så tak for det, for alt andet ville have været en fejl.

2018-08-25

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret