Anna kan få 364 nye venner og 18 uvenner på fire uger bare ved at læse. Men der er ikke nok, der læser.

Som det fremgår af titlen, handler ´Pigen som ville redde bøgerne´ om netop det: 10-årige Anna er glad for at læse. Hun er fast gæst på biblioteket og opdager en dag, at alle de bøger, som ikke udlånes, bliver destrueret af bibliotekets lagermedarbejder, Milton Berg. Det er næsten ikke til at bære, synes Anna. Men hvordan skal hun redde bøgerne? Først låner hun trillebøre af bøger og læser, så hun bliver helt ør i hovedet, men må indse, at det ikke går.

Anna lever sig virkelig ind i bøgernes univers: ´De første dage var det dejligt at læse. Men efter fire uger blev det lidt for meget. På det tidspunkt havde Anna fået 364 nye venner og 18 uvenner. Der er ikke plads til flere mennesker i mit hoved, tænkte hun.´

Hun giver op, og ved sit næste besøg på biblioteket får hun af bibliotekaren kun udleveret en enkelt lille bog kaldet ´Den forheksede skov´ af Waldemar Seier. Den bliver hun vældig fanget af, men historien viser sig at mangle en slutning! Det sætter gang i handlingen og ikke mindst i Annas opfindsomhed.

Det er norske Klaus Hagerup, der er forfatter til historien. Han er et kendt ansigt i Norge, hvor han ud over at være forfatter til et anseeligt antal bøger også er manuskriptforfatter og skuespiller. Illustratoren er Lisa Aisato, der på trods af det udenlandsk klingende navn er nordmand og har mere end 20 udgivelser bag sig. Hun har en fin og genkendelig streg og en misundelsesværdig evne til at skabe dybde i de personer, hun tegner, så man næsten føler, at man står ansigt til ansigt med dem.

Historier om at redde bøger eller bare om fantasien som sådan er et ofte genkommende tema i børnelitteraturen. Af nyere eksempler kan nævnes den skøre, men vildt underholdende islænding Thórarinn Leifssons bog ´Bedstemor Huldas Bibliotek´ fra 2009, Quint Buchholz´ overæstetiske billedbog ´I bøgernes verden´ samt Winston og Jeffers hypede, men ikke så interessante ´Barn af bøger´ fra 2016.

Bortset fra Leifssons bog, som strengt taget mere handler om at få bugt med pengenes magt end det at redde bøgerne, så er der ikke meget fortællergods i de nævnte bogeksempler. Det er lidt ligesom at prædike for de omvendte. De, der ikke er det, bliver ikke overbevist, mens de, der er det, er ovenud begejstrede. Jeg husker et kursus i markedsføring af bøger, jeg deltog i for mange år siden, som bog-markedsføringsguruen Alison Baverstock holdt. Hendes første pointe var, at det er vigtigt, at man ikke markedsfører bøger som noget, der er særlig godt for en. Det er, hvad man kunne kalde for broccoli-syndromet, fordi det er lidt ligesom børn og broccoli: Det kan godt være, at det er sundt, men børn ved godt, at det sunde som hovedregel ikke smager godt! Logisk nok, tænker de, det er vel derfor, de tvinges til at spise det, før de kan få det, der egentlig smager godt, såsom is og slik og kager.

Hagerups bog har en rimelig god historie, selvom den set i mine øjne lider af føromtalte broccoli-syndrom. Lisa Aisatos illustrationer løfter bogen adskillige niveauer, og alene disse gør det værd at anskaffe bogen. Hele historien bliver levende i hendes streg.

Eksempelvis da Anna tager en trillebør bøger med hjem og læser dem. Man ser hende sidde på et bjerg af bøger, mens den åbne bog i hendes skød skinner og får hendes lyse hår til at danne mønstre, der afspejler den historie, hun er ved at læse. Eller når man ser et portrætbillede af lagermedarbejderen Milton, der er gammel og rynket, men med nogle blå øjne, der skinner af liv, og som synes at se på læseren med en vis uudgrundelighed og eftertænksomhed.

2018-08-25

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret