”Lighuset i Breslau” er en fiktiv erindringsroman med afrevne stumper af liv og med en filosofisk grundtanke, der udfordrer læseren.

Den fiktive forfatter Oscar K har skrevet sin sidste bog, i alt fald hvis man skal tro efterordet i hans seneste værk, ”Lighuset i Breslau”. Oscar K er forfatteren Ole Dalgaards alias, hvor K’et står for Klap-øre, som var en af Ole Dal- gaards og Dorte Karrebæks hunde. Under dette pseudonym har Ole Dalgaard skrevet et utal af provokerende, nyskabende og med sikkerhed anderledes børne- og voksenbøger, som oftest ledsaget af Dorte Karrebæks umiskendelige streg.

Det startede med historierne om ”De 3” i 2003, en børnetegneserie, der ikke holdt sig tilbage fra at gøre grin med autisme og pædofili, og som blev et stort hit blandt børn.

Den vakte dengang en livlig litterær debat om, hvad der var tilladeligt at udgive for børn. Oscar K har også for børn gendigtet blandt andet Cervantes ”Don Quijote” og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf” og udgivet en moderne bibel for de fattige i ånden, ”Biblia Pauperum Nova”, som en parafrase over de tidlige billedbibler for folk, der ikke kunne læse. Sidstnævnte fik stor ros og blev indstillet til den dengang nyoprettede Nordisk Råds Børneog Ungdomspris i 2013.

Det er ikke kun inden for skønlitteraturen, at Oscar K har gjort sig bemærket også inden for det faglige har han aktivt arbejdet med en ny poetik for billedbogen, et arbejde, der foregik via en række seminarer og drøftelser og mundede ud i en række artikelsamlinger, herunder ”Av, for sagomel” (2006) og ”En fanfar för bilderboken” (2014). ”Lighuset i Breslau” er noget så udfordrende som en fiktiv erindringsroman af en imaginær karakter. Den foregår i en by, der ikke længere findes, og er befolket af en masse personer, der heller ikke har eksisteret.

Det hele lugter lidt af bedrag. Det er meningen. Strøet ud over siderne antyder forfatteren mere end noget andet, at ens verden er noget, man selv bygger op:

”Kartoffelhandlerens søn, der var flere år ældre end mig, sagde, at man aldrig kunne være sikker på det med familie. Familien er et af naturens store bedrag.”

Kartoffelhandlerens søn hedder Jaroz, og et andet sted siger han, at ”der ikke er noget endelig facit. Det er et andet af verdens store bedrag”. Så sidder den fiktive forfatter og vender Descartes på hovedet, når han skriver: ”Hvem er jeg, hvis jeg ikke er til? Og hvor? Hvem der kunne tænke. Hvem der kunne føle noget. Men jeg er en tom skal, et hus uden vægge.”

Romanen kredser om disse ikke-tanker og ikke-eksistenser, for handlingen er henlagt til et lighus i Breslau, som nu er den polske by Wroclav. Her mødes en masse tilfældigt relaterede ånder, der vogter over deres eget lig. Selv en fiktiv figur som en repræsentant fra Skjern, der sælger alt i dameundertøj, finder vi i lighuset. De har alle deres erindringer, og i de lange underjordiske gange under Breslau finder man flere udstødte.

Det er et sted, hvor ”de dødes stemmer kommer tilbage: alt, hvad der er sagt eller tænkt”, og Farbror Tarik taler uafladeligt med de døde.

Sammen med Jarosz møder Oscar K jøder og tiloversblevne digtere i katakomberne, der gemmer forbudte bøger og finder afrevne og halvt brændte breve og dagbøger, hvor vi som læsere får indsigt i stumper af liv, der emmer af potentiale, af sorg og ulykke, men mest af alt af en historie, der venter på at blive skrevet, men som nu må nøjes med et beskedent citat i en erindringsroman. Dorte Karrebæk ledsager denne mørke vandring i Oscar K’s karakterkabinet med markante, indtagende og lige så inspirerende tegninger: et familiefoto, der selv gemmer en masse ubesvarede spørgsmål og en hoben dyr, herunder en slange, en rotte, flere skildpadder og mange flere, hvoraf nogle præsenteres senere i bogen. Der er smukke billeder af mænd og kvinder i nød og lyst og skrigende, ensomme og fortvivlede figurer sammen med forsagte, resignerede karakterer og selv skeletter, der poserer i lighuset.

Bogen starter med et citat af Elias Canetti: ”Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv erindringens, for at komme sandheden nær?”. Svaret er egentlig givet med bogen. Sandheden findes, men det absurde er, at der intet facit er, siger den fiktive forfatter. Hvem er jeg? Spørger han, og som læser aner man, at han er det hele, han bestemmer det, for svaret findes ikke, ingen kender den fulde sandhed, ikke engang en selv.

”Lighuset i Breslau” er således et skræmmende tankeeksperiment, en provokation, der kickstarter de eksistentielle tanker. Vil man, som slutningsdigtet foreslår, selv ende med et ”Åh, Herre Gud, hvor alting dog er trist,/ jeg tror, jeg går en tur på kirkegården”, eller fortrækker man i stedet bygge sig en anden historie med et andet facit?

Der er åbnet for alle sluserne og mulighederne i denne filosofiske antierindringsbog. Det bliver ikke mindre festligt af, at det er Dansklærerforeningen, der har udgivet bogen og foreslår den læst af de ældste klasser. Jo, jeg vil mene, at der er noget at tale om for såvel voksne som unge i denne bog, som kun vanskeligt lader sig sætte i bås.

2019-01-08

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret