Laura Ringo leverer et både ondskabsfuldt og hypnotisk portræt af en ond veninde.

Laura Ringos bøger er på mange måder ungdomsbogens svar på Helle Helles. Der sker ikke så forfærdelig meget i dem. Det er frygteligt almindelige mennesker, og så alligevel ikke. Sproget er næsten pinefuldt præcist. Ringo er født i 1990 på Falster og debuterede i 2017 med den stilfærdige ungdomsroman ”Cremasterrefleksen”, en realistisk fortælling om unges rodløshed og søgen efter mening.

Papirbryllup handler om et usundt venskab mellem den besidderiske Mia og hendes veninde Pil. De er begge studerende og bor sammen i en etværelses lejlighed. De sover sammen i en lille seng uden at gå i seng med hinanden, selvom Mia er lesbisk. Det er Pil ikke. Hun er så småt ved at blive forelsket i Bue, som Mia kalder enten for Idioten, fordi hun ikke kan lide ham, eller for Røde, fordi han til en Matador-temafest var klædt ud som Røde. Det er Pils lejlighed, og Mia har fået lov til at bo i den i kort tid. Men Mia er beregnende og finder på en måde at blive boende.

Hun får Pil med på sin spiseforstyrrelse og får efterhånden overtaget styringen af Pils liv. Mia er som en tæge, man ikke kan komme af med, og som man ikke lægger mærke til, før man er blevet godt syg af hende.

Der sker noget den dag, Pil får at vide, at hun enten skal købe lejligheden eller flytte ud, fordi ejendommen skal laves om til andelsboliger. Det er Mia, der er bogens kyniske og kontrollerende fortæller: ”Pils personlighedstype i eneagrammet er skeptikeren. Den tvivlende skeptiker. Hun er tit i tvivl. Siden hun startede på tysk, har hun talt om, at det måske ikke er det rigtige for hende. Nogle gange taler hun om at flytte ned til sin mor, at hun måske ville have det nemmere, hvis hun flyttede til Tyskland. Pil er typen, der taler meget om ting og sjældent får gjort noget ved dem.”

Sproget afspejler Mias kontrollerede og næsten kirurgisk præcise sprog. Mia observerer og handler kun, hvis hun kan mærke, at Pil flytter sig for meget fra hende. Det er Pils tvivl, Mia næres af. Når Pil famler og er usikker, får Mia hende til at gøre præcis, som Mia synes. Jo længere tid, der går, jo mere får Mia kontrollen. Pil får for eksempel tilbudt en anden bolig, men Mia ser brevet, inden Pil kommer hjem og smider det ud.

Bogens titel er omdrejningspunktet for handlingen, for Mia og Pil vil holde en fest for at fejre, at de nu har boet samme i et helt år. En slags papirbryllups fest. Jo nærmere festen kommer, jo mere mærker man, at Pil ønsker at komme fri af Mias kontrol. Pil bliver syg af spiseforstyrrelsen og holder op med at menstruere, fordi hun faster for meget. Da Mia foreslår, at de køber andelen sammen, er Pil ikke begejstret. Hun vil flytte studie, flytte by, måske flytte sammen med Bue. Pil – og læseren med hende – kan mærke, at Mia føler, at noget er galt. Mia ved bare ikke, hvad hun skal gøre.

Det er næsten smertefuldt at læse, hvordan Pil langsomt, men sikkert, nedbrydes i venskabet med Mia, måske fordi vi alle kender typer som Pil, der har et kæmpe kontrolbehov, og som holder deres omgivelser nede takket være en magt, de tilegner sig, enten umærkeligt eller ved grov følelsesmæssig afpresning. At det er Mia, der er fortælleren, gør dog læserens indlevelse vanskelig, for Mia er blottet for følelser. Selv når Mia græder, er det bevidst og for at få Pil til at handle på en bestemt måde. Læseren sidder alene med sin afsky.

Papirbryllup er en stærk roman, der på en gang er ondskabsfuld og hypnotisk. Man sidder med hjertet i halsen, selvom der ikke sker så forfærdelig meget på hver side. Det er et klogt, tænksomt og effektivt studium i en manipulators syge hjerne.

2019-04-02

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret