Nutidens fortravlede forældre har ikke altid overskud til at forklare finesser i den sproglige udvikling de seneste 50 år under aftenoplæsningen.

Derfor er Gyldendals nye udgave af Halfdan Rasmussens magiske nonsensrim aldeles fortræffelig. Det er ikke mere end to år siden, at vi fejrede 50-året for udgivelsen af Halfdan Rasmussens ABC, som sammen med en række andre markante udgivelser i 1967 indvarslede en ny æra i børnelitteraturen. I de år leger man bevidst med sprogets finurligheder, som i ”Halfdans ABC” eller i Benny Andersens ”Snøvsen”, og signalerer samtidig en ny forståelse af børn som selvstændige, kreative individer, som skal respekteres på en helt anden måde end tidligere.

Udgivelsen ”Abrakadabra og andre børnerim” er allerede blevet kendt for at have udeladt otte digte fra udgivelsen, herunder ”Lille negerdukke” og ”Hittehattehættehuer”, som henholdsvis indeholder ordene ”neger” og ”hottentot”. Udeladelsen er faldet mange litterater og andre for brystet. Lad os et øjeblik parkere denne diskussion og se på, hvad Abrakadra-bogen er, og hvad den ikke er.

Først og fremmest er ”Abrakadabra og andre børnerim” i virkeligheden andet bind i en samling af de rim, som Halfdan Rasmussen skrev for børn, og som Ib Spang Olsen illustrerede. Første bind, ”Jeg vil tælle stjernerne og andre børnerim”, blev udgivet i 2018 uden lige så meget medieståhej. Rimene i bogen er, bortset fra ”Fem små troldebørn”, som er en længere historie om fem små troldebørn, der spiser en mand i en skov, blandet godt sammen i forhold til de oprindelige værker. Redaktionen understreger, at der er tale om et udvalg og ikke om en autoritativ udgave indeholdende de ”samlede værker”. Med hensyn til illustrationerne fra samlingen ”Børnerim” har Ib Spang Olsens søn, Martin Spang Olsen, farvelagt disse, da originaludgaven er sort-hvid.

Rimene i samlingen indeholder meget poetiske klassikere, blandt andet en af mine yndlinge, ”Stilhed glatter havets rynker”, hvor første vers hedder: ”Stilhed glatter havets rynker. / Stæren fløjter fra en trætop / i den lune søndenvind, / og mens aftensolen synker / sætter edderkoppen net op / for at fange måneskin.”

Men man finder også de væsentligt mere pjattede: ”Per Fid og Per Fekt / og Per Nittengryn / gik tur med Per Pleks og Per Sille / og traf Per Pendikel / der var i byen / med børnene Per og Per Nille / de mødte Per Haps / der var engelskmand / men blev perforeret en kende / da han drak Pernod / af en mælkespand / og omkom i en persienne.”

Eller den om Kristian Kosak: ”Kristian Kosak / solgte tobak, / solgte kaniner, / kanoner og snus / solgte sin far / og sin mor og sit hus, / solgte sin kone, desværre / og fik sig en ny der var værre!”

Alle rimene er flot garneret med Ib Spang Olsens livlige, stærke illustrationer, som danser godt i takt med rimenes versefødder. Tekst og illustration smelter sammen til et stort hele, der gør oplæsningen lystig. Det må have været sjovt for Ib Spang Olsen at få kanonerne, konen, snustobakken, kaninerne, huset og det hele med i illustrationen og samtidig give plads til, at teksten kan udfolde sig rent fysisk på bogens sider. Ingen tvivl om, at Ib Spang Olsens illustrationer har været en stærk medvirkende faktor til, at bøgerne fortsætter med at være en stor succes.

Og med hensyn til fravalget: Hvordan kan forlaget vælge ikke at medtage et rim som ”Lille negerdukke” fra samlingen? Den lyder umiddelbart uskadelig:

”Lille negerdukke / sover i min seng / sammen med en dejlig / gul kineserdreng. / Jeg har sunget mine / kære børn til ro, / klappet dem på kinden, / kysset begge to. / Vi er een familje. / Børn af samme jord. / Sov, min sorte søster / Sov, min gule bror!”

Halfdan Rasmussen var kendt for sin store tolerance og var en person, som altid viste rummelighed over for andre mennesker, uanset hudfarve. Digtet ovenfor, der så tydeligt har til formål at belære børn om global medmenneskelighed, bekræfter dette til fulde.

Ved ikke at medtage digtet, siger kritikerne, mister man noget af autenticiteten, man mister noget historie.

Desuden, siger nogle, er vi ved at få svenske tilstande, hvor vi giver efter for en krænkelseskultur, der er gået helt over gevind. Man kunne også hævde, at man undervurderer børnene og deres forældre. Men vi har tidligere og meget kendte eksempler på ændringer og fravalg i børnelitteraturen. For eksempel ”Elefantens vuggevise”, hvor det ikke længere er en niggerdreng, elefanten får som rangle, men en kokosnød i stedet.

Mit eget syn på fravalget og de sproglige ændringer i tekster som ”Elefantens vuggevise” har ændret sig i løbet af årene. I starten var jeg på linje med de gængse fremsatte indvendinger, som netop refereret, og derved stærkt imod. Vi kommer længere væk fra historien og det at kende sig selv. Men over årene – og fire børn senere – er mit syn blevet væsentligt mere pragmatisk. Det kommer med en stigende erkendelse af, at det kunne være, at årsagen til, at jeg var imod justeringerne og fravalget skyldtes, at jeg var blevet gammel og stivnakket før tid. Grin blot! Men det er sandt. En dag stod jeg med en flødebolle og kaldte det et negerkys, for de hed stort set ikke andet, da jeg var barn. Mine (små) børn rettede mig straks og sagde, at det måtte man ikke sige, da det kunne såre andre.

Det samme om ord som ”mulat” eller andre fra min barne- og ungdomstid ganske acceptable ord. Det var dér, det begyndte at gå op for mig, at det, at ord og handlinger ændrer betydning og konnotation over tid, ikke kun er et kuriøst sprogligt faktum, men også har en række afledte meget konkrete konsekvenser i ens dagligdag. Det, som var fint at sige og gøre tidligere, kan i dag være rigtig skidt eller helt uforståeligt. Det mest brugte eksempel i dag er for eksempel en ”bjørnetjeneste”, som i virkeligheden er rigtig dårlig, men hvor mange unge i dag tror, at det drejer sig om en stor tjeneste.

Læser man digte op, selv så altfavnende menneskeligt anerkendende og skønne som ”Lille negerdukke”, kan man som barn næppe lytte til dem, som var det i 1970’erne. Meningen i ordene og følsomheden over for deres betydning har ændret sig, og så kan man som gammel litterat skræppe nok så meget op om historieløshed og autenticitet og andet litterært snobberi. Som brugslitteratur og oplæsningsbog duer det bare ikke længere, selvom et rim, da det kom frem, var helt fint. Havde det til gengæld været en autoritativ bibliofil udgivelse af Halfdan Rasmussens samlede værker, så ville det have været utænkeligt ikke at have medtaget alle digte til hobe, inklusive negre og hottentotter, for her har man som forlag et ansvar for at få det hele med og som oplæser til at tage den historiske kontekst med.

Jo, tiderne var anderledes, dengang Halfdan Rasmussen skrev om negre og hottentotter, og Astrid Lindgren skrev om Negerkongen, som i bøgerne nu er Sydhavskongen. Det ville være synd, hvis historier og rim, der ellers er fantastiske og levedygtige, ikke får lov at leve videre, bare fordi enkelte af digtene eller fortællingerne indeholder ord, der har skiftet betydning og ikke længere kan anvendes på samme måde i dag som dengang.

Jeg synes, at man må anerkende sprogets udvikling, uanset om man er enig med denne eller ej, og dermed lade være med at drage hele krænkelsesdiskussionen ind i debatten. Jeg er med på, at der næppe er en endegyldig formel for, hvordan situationen skal håndteres. Men alt i alt gælder for denne anmelders vedkommende, at han altså ikke er helt så opbragt over fravalget som andre. Det er tilsyneladende ikke alle, der ønsker at anerkende, at de bare er blevet gamle og i modsætning til nutidens børn kan huske, hvordan man for 50 år siden opfattede ordet neger. Og at man må se i øjnene, at dagens fortravlede forældre ikke altid har overskud til at forklare finesser i den sproglige udvikling de seneste 50 år under aftenoplæsningen for deres fireårige poder.

2019-05-22

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret