Man har som barn brug for at læse en masse, før man kan påskønne det højlitterære. Tre meget forskellige seriebøger stimulerer på hver sin måde læselysten.

Det er krimier, humor, tossestreger og happy endings, der først og fremmest står på menuen, når børn selv skal vælge bøger. Eller, hvis det er drenge, hård action, hvis spændingskurve snildt kan konkurrere med fjernsynets superheltefilm. Her vil jeg se på tre meget forskellige seriebøger, voksne kan rynke på næsen ad, men som kan stimulere læselysten.

Krimi og humor finder vi i bøger som den engelske skuespiller David Walliams’ ”Øv, far”, hvis serie om drengen Hubert er solgt i flere end 25 millioner eksemplarer og oversat til 53 sprog. Det er ikke karaktertegningen, der tynger bøger som disse. Plottet er enkelt: Huberts far kører racerbil, men en dag forulykker han. Hustruen forlader ham og Hubert, hvorfor faderen for at skaffe penge til mad må agere chauffør for forbryderen, Mr. Big.

”Øv, far” er en ret sød historie. Den er skruet godt sammen og bruger også grafisk bogens virkemidler effektivt. Tony Ross, der har en erfaren og spids pen, har lavet vignetter, der passer glimrende til teksten, og typografien bruges aktivt, så for eksempel bogstaverne bliver større, når der råbes, og der bruges andre typografiske lydords-effekter, som mest kendes fra tegneserieverdenen. Walliams’ bog er en meget livsbekræftende historie om, hvordan Hubert forsøger at redde faderen fra en forbryderkarriere. Plottet er veltænkt, og effekterne er fordelt godt på siderne, så bogen er sjov at læse. I andet bind i serien, ”Gangster farmor”, er det til gengæld, som om forfatteren er løbet tør for originale idéer. Det vil kun være hårdhudede fans, der vil kunne læse den bog til ende. Walliams har i øvrigt skrevet masser af andre bøger i samme genre, såsom ”Milliardærdrengen”, ”Drengen med kjolen” og ”Hr. Hørmer”. De er faktisk ret så morsomme, selvom man fra et litterært synspunkt nok vil anse dem for at være temmelig letbenede.

Imidlertid er det min faste overbevisning, at man som barn har brug for at læse en masse, og det nytter ikke, at man kun præsenteres for det højlitterære. Man skal læse rigtig meget skidt, før vi kan påskønne det virkelig sublime. De fleste storlæsere er startet med at blive betaget af serielæsning – i min barndom var det Enid Blytons ”De fem” og Careys ”Alfred Hitchcock og de tre detektiver”. I dag læser børn ”Kaptajn Underhyler”, ”Wimpy Kid”, ”Percy Jackson”, ”Vildheks” eller ”Antboy”. Generelt for seriebøger er det, at især første bind imponerer. ”Kaptajn Underhyler” er ret så opfindsom, og også her leges der meget med typografi og tegning. De danske serier som ”Vildheks” af Lene Kaaberbøl eller Kenneth Bøgh Andersens ”Antboy” er ret så spændende og holder niveauet pænt hele vejen igennem.

Et andet dansk serieforfatterpar er Wulffmorgenthaler (Mikael Wulff og Anders Morgenthaler), som er kendt for deres daglige striber på Politikens bagside, men som også har lavet tegneserier, tv-serier og film til både børn og voksne. Deres børnebøger er fuldkommen anderledes end alle andres. De har en form for grovkornet absurd humor, som man ikke ser andre steder. De har blandt andet udgivet en serie om Mugge, hvor bind 2, ”Mugge og hans mærkelige hjerne”, udkom i slutningen af oktober. Mugge præsenteres således af Mikael Wulff: ”Han er vores allesammens drøm: Han er altid glad, han er altid fuld af håb, han ser verden på sin egen måde, og hvis han møder modstand, kan han blive helt slået omkuld, fordi ting betyder rigtig meget for ham, men så rejser han sig og gør alt hvad han kan, for at gøre alt godt igen.”

Problemet er bare, at da Mugge testes i skolen, så viser det sig, at hans hjerne er meget, meget mærkelig. Hjernen er så vanartet, at Mugge kun kan blive en taber, og for at undgå de værste skader må han gå to skoleår om og gå til skolepsykolog hver dag.

Bogen er selvsagt et opgør med ensretningen i samfundet. Historien ender med at handle om en skolekonkurrence mellem tre skoler: Basserup Kommuneskole, Killer Instinct School System, hvis navn siger det hele, og så Solsikken, som er den skole, som Mugges mor ender med at etablere for dog at have et sted, hvor Mugge fortsat kan være glad, og som naturligvis opsøges af alle mulige andre børn, som heller ikke passer ind i den skabelon, som Basserup Kommuneskole og de nationale tests tilbyder. Det er sjovt, det er plat, men det er stadig relevant læsning og meget anderledes litteratur end så meget andet.

Jeg synes på mange måder, at skolerne skulle tilbyde klassesæt af Mugge-bogen, om ikke andet for at vise, at litteratur også kan være andet end højlitterære samfundsskildringer af diverse problemer.

Nu behøver de nye bøger ikke kun at være morsomme. Jan Kjær og Emil Blichfeldts ”Cirklen” er en ny action- serie i overlydstempo, der foregår i en fjern fremtid. Den unge Janos håber at blive optaget i Cirklen, en samling kybernetiske elitesoldater, der kæmper mod de såkaldte kaoskrigere, som er en slags naturfolk, der har paranormale kræfter. Her er det plottet, der bærer historien. Sætningerne er relativt korte og kontante:

”Byen er omringet. Som en cirkel af død bevæger vi os frem og blaster alt på vores vej. Folk falder om. Huse brænder. En gammel mand stormer mod Charlot, mens han skriger: ’Du dræbte min familie’. Hans øjne er våde af tårer. Lyn står fra hans hænder og rammer Charlot.”

Det er dansk adrenalin i bogstavsform. Smukt er det måske ikke, men hvis man er til action og sci-fi, slipper man den til gengæld ikke, før den er slut. Og opdager derigennem, at bøger faktisk også kan være spændende. Det er her, man som anmelder skal se på, hvad bøger egentlig vil med sig selv: Opfylder de deres mål? Gør de det, de er sat i verden for?

Man kan ikke bedømme ”Øv, far”, ”Mugge” eller ”Cirklen” ud fra andre kriterier end dem, som bøgerne selv lægger frem. Den type litteratur har ikke alene en berettigelse, den er dybt nødvendig for at skabe læsere og vise, at bogen kan repræsentere meget andet end lektier og pligt. Så tak for det!

2019-01-12

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret