”Frankenstein genfortalt” genopliver den 200 år gamle roman, så den føles moderne og vedkommende

I 1818 udkom ”Frankenstein”, men uden forfatterangivelse. Tyve år senere udkom den igen med forfatterens navn på forsiden: Mary Shelley. Langt de fleste har hørt om Frankenstein, og rigtig mange har set forskellige filmudgaver af bogen – i såvel komiske som mere tragiske og uhyggelige udgaver. Men relativt få har læst selve romanen. Den er i år udkommet i en genfortælling af den erfarne danske forfatter, Kenneth Bøgh Andersen.

”Frankenstein” er gjort mere nutidig ved at korte nogle af de mere beskrivende passager ned og udvide de mere dramatiske. Hertil har han bundet en sløjfe på nogle af de løse ender, som Shelley trods alt havde i originalen. Fortællestilen er også ændret, så det ikke længere er en skibskaptajn, der fortæller i brevform til sin søster. Tydeligvis har Bøgh Andersen foretaget mange justeringer, men det er gjort uden at ændre på selve kernen.

Forfatteren har tidligere overbevisende gendigtet ”Grimms Eventyr” sammen med Benni Bødker, så deres oprindelige uhygge og spændstighed kom til deres ret. Dette lykkes også ganske flot i ”Frankenstein”, som i sine nutidige klæder bliver vedkommende og sprællevende.

Fortællingen om ”Frankenstein” har en række centrale tematikker, som er eviggyldige og dermed føles helt relevante: ønsket om at kunne overkomme døden og genoplive sin elskede, men også om den indbyggede fare, der ligger i at ville pille ved naturens kræfter, som dermed også sætter en grænse for udnyttelsen af videnskaben.

Det er ensomhedsfølelsen og ønsket om at blive elsket, der er grunden til mange af de uhyrlige ting, der sker i romanen. Frankenstein skaber sit monster, fordi han gerne ville have kunnet genoplive sin mor, som døde, da han var barn. Han bliver dog så frastødt af det monster, han skaber, at han udstøder det. På grund af denne mangel på kærlighed og den rædselsfulde ensomhed, monsteret må leve med, hævner det sig på Frankenstein ved at dræbe alle dem, han holder af.

Og hvem kender ikke følelsen af at have mistet en kær eller af at føle sig ensom og uelsket? Når disse følelser så åbenlyst er drivkraften i romanen, bliver handlingerne til at forstå. Man forstår monsterets lyst til hævn, selvom man må afsky dets handlinger. Frankenstein er både skyldig og uskyldig på samme tid. Han ønsker at gøre noget godt, men ender med at skabe et væsen, der i princippet kunne have været god, men som på grund af Frankensteins frygt ender med at være ondt. Det kan kun ende galt, og det gør det i høj grad også i romanen.

Gendigtningen er imponerende god, og resultatet virkelig relevant læsning. Klassikere kan noget ganske særligt, og det er en god evne at have at kunne genfortælle dem, så de stadig lever. Der er en subtil forskel mellem en ældre klassiker og en moderne roman.

I de ældre klassikere får de store følelser lov til at fylde siderne ud, ganske som de gør det i en Verdi opera. Læseren ved, at hovedpersonernes handlinger bærer ulykken i sig selv. Det kan kun ende galt, det er tydeligt, men hvordan? I det øjeblik Frankenstein begynder at samle ligdele til et hele, aner man, at det kun kan ende skidt på trods af alle gode hensigter. Langsomt, men sikkert, erfarer man, hvordan tingene falder fra hinanden, for til sidst at lade hovedpersonen miste først selvrespekten og siden selve livet.

Kenneth Bøgh Andersen er i gang med tilsvarende at gendigte ”Dr. Jekyll & Mr. Hyde” og ”Dracula”, som er planlagt til udgivelse i 2022. Det vil jeg bestemt også glæde mig til!

2022-01-23

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret