Socialrealismen er tilbage i børne- og ungdomslitteraturen, men med en anderledes verdensforståelse, viser to nye bogudgivelser

Efter et langt ophold i sci-fi- og fantasyland er den gamle socialrealistiske roman for alvor på spil igen i børne- og ungdomslitteraturen. Det kan vi blandt andet konstatere via to nyligt udkomne bøger af de prisbelønnede forfattere Sanne Munk Jensen og Kim Fupz Aakeson, der sammen har skrevet romanen ”Au pair”, hvor 18-årige, jyske Irene tager til Hellerup for at være au pair i et år, og Mette Vedsø, der med sin ”Happy happy” kaster 13-årige Urban inkognito ind i byens rigmandskvarter. Det er der kommet to bøger, der trods deres forskelligartethed begge er interessante.

Den fortrinsvis venstreorienterede litteratur fra 1960’erne og 1970’erne antog oftest, at de unge var et produkt af deres socialklasse, og at deres problemer var samfundets skyld. Det fik blandt andet Henrik Stangerup i 1973 til at skrive fremtidsromanen ”Manden der ville være skyldig”, hvor hovedpersonen har slået sin kone ihjel, men hvor behandlersamfundet har en lang række gode forklaringer på, hvorfor han alligevel ikke er ansvarlig for sine handlinger. Et eksempel som dette står i kontrast til 2020’ernes socialrealisme, som er langt mere speget i dets forklaringsmodeller.

”Happy happy” begynder netop med, at læreren underviser 7.b i socialklasseinddelingen: ”Der er dem, der er rige, og der er dem, der er fattige, men de fleste er midtimellem.”

Urban ligger som den eneste i klassen i bunden af hierarkiet, mens hans bedste ven siden børnehaven, Kerne, ligger som en toer. Det bliver ikke nemmere for Urban af, at hans far, der er renovationsarbejder på genbrugsstationen, har for vane at fnyse ”Rige svin”, når han er irriteret. Masser af Urbans indbo er fra containerne i genbrugsstationen, fordi de rige smider aldeles virksomme ting ud, bare fordi de ønsker sig noget nyt.

En dag, Urban er gået fra sin håndboldtræning, og vandret lidt rundt i byens rigmandskvarter, møder han en dame, der forærer ham en golftaske med masser af virkelig dyre køller. Hendes mand er død, og Urban modsiger hende ikke, da hun tror, at hans håndboldoutfit er golftøj. Det kickstarter et eventyr, hvor Urban under navnet Henrik (det står på golftasken), træner golf og ovenikøbet får en tjans som lektiehjælp for en af de piger, der går på privatskolen, da Urban er temmelig skrap til matematik. Urban skjuler sit andet liv for sin far, indtil alting henved slutningen af bogen naturligvis må frem i lyset.

Hvor ”Happy happy” elegant håndterer klasseforskellene, og lader såvel rige som fattige vise pæne såvel som grimme sider af sig selv, er ”Au Pair” mere fokuseret på forskellen mellem jyder og københavnere. Klichéerne står lidt i kø. Læseren møder den rige og dysfunktionelle familie fra Hellerup og Irene som den gæve, bondeagtige pige fra Ribe, der kommer til Københavnstrup stort set for første gang og skal arbejde som au pair for Hellerupfamilien. I biroller møder læseren endvidere de filippinske au-pairs, som Ribepigen Irene får adgang til via sin nye rolle.

På overfladen er alt idyllisk i Hellerup. Faderen arbejder med investering, og moderen har sit eget firma, hvor hun rådgiver og tilbyder terapi om ”alt, hvad der har med familielivet at gøre”. Det skurrer allerede i ørerne, at årsagen til, at de skal have en dansk au pair, er, at deres lille datter mest taler engelsk grundet de filippinske au pairs. Irenes mor er damefrisør, og Irene skal egentlig overtage salonen, men har ikke meget lyst til at kunne forudse resten af sit liv allerede som 18-årig og ende som sin mor. Au pair-jobbet er muligheden for en pause.

Handlingen tager sig tid til at lade den rige families idyl krakelere, mens Irene må slås med at lære madlavning, hundeluftning og børnepasning. Papsønnen Ludvig, som også bor i huset, er sød nok, og tager sig en smule af Irene, men allermest skal Irene finde sig selv. Her hjælper hendes solide (jyske) værdier, selvom disse udfordres af de filippinske au pairs, som selv har børn i Filippinerne. For dem er ægte kærlighed ikke at være sammen med dem, men at sikre deres børns fremtid ved at sende penge til dem.

Måske på grund af de selvsamme klichéer, som man straks får øje på, fungerer bogen rigtig godt, for man føler næsten en mærkværdig genkendelsens glæde over såvel Irene som den rige familie. Men ret skal være ret: Forfatterne lader ikke sagerne være sort-hvide. Der er masser af nuancer og sympatiske træk hos såvel jyder som københavnere, hvilket gør romanen hel og vellykket. Selvfølgelig må der blive et opgør til sidst, og det kommer bestemt også, men bestemt plotmæssigt elegant og veltænkt.

Således ender begge hovedpersoner med at tage ansvar for deres liv og mest af alt at acceptere deres ophav, uanset om det er rundet af de rige, fattige, fra Jylland eller Hellerup. På en måde fik Stangerup endelig, hvad han ønskede: Det er i litteraturen den enkelte, der nu tager ansvar for sine egne handlinger, også selvom samfundet er ufuldkomment og uligheden er til at tage og føle på.

2022-02-27

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret