Marianne Iben Hansen tager traditionen op fra Halfdan Rasmussen med sine opfindsomme letlæstningsrim, mens Line Knutzon leverer en ironisk fortælling om nærighed og død

Dr. Seuss udgav i 1957 en af USA’s mest kendte børnebøger, ”The Cat in the Hat”, som en modreaktion til den daværende (kedelige) læse-let serie ”Dick and Jane”, som havde været brugt i de amerikanske skoler siden 1930. ”The Cat in the Hat” indeholder i alt 220 almindelige engelske ord og er sprængfyldt af kraft og fantasi. Historien handler om en fræk og opfindsom kat med en høj hat, der overrasker to søskende, der skal være alene, mens deres mor er ude på et ærinde.

Dr. Seuss skrev i rim og anvendte udelukkende almindelige og korte ord. Derved blev bogen et morsomt og effektivt redskab til at børn lærte at læse. Det blev på ingen tid den mest solgte bog i USA og anvendes stadig i mange skoler. Selv i dag er den skøn.

Hvis nogen i Danmark skal kunne gøre Dr. Seuss kunsten efter, er det med sikkerhed Marianne Iben Hansen, som jeg synes, er den bedste og mest produktive rimsmed til børn i dag. I bogen ”Hele herligheden. 120 rim om 120 ord” har hun taget de 120 mest almindelige ord i det danske sprog, som alle børn skal kunne i løbet af deres første skoleår og lavet et rim til hvert ord. Som illustrator har forlaget valgt Niels Bo Bøjesen, som i dag mest er kendt for sine meget morsomme og rammende billeder til Fupz Aakesons "Vitello"-bøger.

Det fleste rim er pjattede, men ligger i forlængelse af traditionen fra Halfdan Rasmussen:

”At skvatte med sin is / er ikke til at bære. / At lande på den / gør det endnu værre;” eller: ”Stor ballade, stor ballade! / Hvem har splattet marmelade / ud på Store Kongensgade / Det var ikke mig.”

Og så er der andre, som leger lidt mere med ordenes tvetydighed:

”Tog du toget? / Hvadbehar? / Hvem tog du toget fra?”

Ligesom man også finder nogle, der har en mere alvorlig tone:

”Mig kan ingen slå. / Mig kan ingen nå. / Mig kan ingen kramme, / for jeg har rustning på”.

Med 120 rim er der stor variation. Nogle er korte, andre lange. De har alle en vis charme, men selvfølgelig er der rim, der er bedre end andre.

Man kunne næppe have fundet en bedre illustrator end Niels Bo Bøjesen til opgaven. Han kan lige præcis afbilde absurde situationer, så de aftvinger et smil og viser styrke og sårbarhed på samme tid.

Det er en ganske fornøjelig bog, men i virkeligheden er det en udfordring, at der ikke kun bruges de 120 ord i bogen, men at digteren også bruger andre som ”mangemillionær”, ”dovendyr”, ”tusindben”, ”rablende” og mange andre. Dermed synes jeg, at målet med at få de 120 ord til at være centrum for bogen på ikke til fulde opfyldes, selv om det er et fåtal af ordene, som potentielt skal forklares for 6-7 årige (ved de for eksempel, hvad et påhit er?). Men det skal ikke skygge for, at et rim om dagen utvivlsomt vil være et muntert og lærerigt indslag som en start på (skole-)dagen eller som godnatlæsning.

Humor finder man i allerhøjeste grad også i Line Knutzon og Cato Thau Jensens nyeste billedbog, ”Den rigeste mand på kirkegården”. Allerede i titlen kan man høre ironien: Man har næppe glæde af sin rigdom, når man først er død, vel?

I et samfund, som er alt for fokuseret på det materielle, er bogen en glimrende guide til, hvad man absolut ikke skal gøre, hvis man vil være glad. Historien starter makabert nok med den 83-årige hovedpersons, Vagns, død. Bedemændene skal bære ham ned, men han er så udtørret, at liget glider ned af båren og bliver til en støvsky, som må fejes op i en bærepose fra Netto. Hvad er mere sørgeligt end på næste side at få at vide, at Vagn rent faktisk havde planlagt lige præcis dette og derfor ikke havde drukket vand i to år, så han var så udtørret som muligt, når han døde.

Tanken om, at han skulle betale en formue for at blive lagt ned i en kiste og brændes, var ham ganske vederstyggelig. Vagn var så nærig, at han end ikke ville gå for meget på gulvbrædderne derhjemme for ikke at slide unødigt på dem. Nærigheden har han arvet fra sin mor, og det var netop prisen for hendes begravelse, der gjorde Vagn så chokeret, at han måtte planlægge sin egen, så den blev så billig som mulig.

Historien om den nærige mand er fængende og så langt ude, at den lige så godt kunne være sand.

Cato Thau Jensen har tidligere illustreret masser af billedbøger, og har en meget markant og genkendelig streg. Tegningerne er farverige og kraftige, og fyldt med en forfriskende energi, der er med til at gøre historien ekstra nærværende. Det er næsten som om, Thau Jensen kender personerne. For hvordan kan man tegne noget så troværdigt, hvis ikke han har set det?

”Den rigeste mand på kirkegården” gør et virkeligt stærkt indtryk på læseren, uanset alder.

2022-04-26

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret