Andet bind af Anne-Marie Vedsø Olesens trilogi ”Vølvens vej”, der har fået titlen "Misteltenen", er både nervepirrende og medrivende. Men menneskenes territorie føles for begrænset.

Anne-Marie Vedsø Olesen fik med ”Snehild”, det første bind af ”Vølvens vej”, skabt en kæmpe succes. Bogen får den nordiske mytologi til at opleves som levende og ægte i jernalderfortællingen om pigen Snehild, hvis jordemoder er den kvindelige jernjætte Hyrrokin. Også de tre Norner er til stede ved fødslen og lader læseren vide, at selveste Odin er Snehilds far. Snehild må derfor utvivlsomt blive en stærk vølve, som var en kvinde, der kunne se ind i fortiden, nutiden og fremtiden, men kunne også, som en shaman, rejse ind i ånderiget, hvor hun kunne tale med guderne. Snehild har dog en konkurrent i byens magtliderlige ypperpræstinde Ragnhild, som allerede i trilogiens første bind forsøger at dræbe først hendes mor og så Snehild selv.

For den første roman modtog forfatteren i juni DR Romanprisen, og forlaget fortæller, at ”Snehild” nu er blevet solgt til en kommende filmatisering. Det forstår man godt, for ”Vølvens vej” rammer plet ind i en tid, hvor både fantasy og den nordiske mytologi, som bogen udgør et mix af, er blevet en af de mest indbringende genrer overhovedet (båret af serier som ”Game of Thrones”, ”Ringenes Herre”, ”Wheel of Time”, ”Vikings” og mange andre). Samtidigt er ”Vølvens vej” en stærk repræsentant for en ny trend, hvor det er de stærke kvinder, der er i centrum for fortællingerne.

Godt nok finder vi i bøgerne magtfulde mænd, men deres maskuline råstyrke kan ikke stille meget op mod kvindernes langt dybere, lidt diffust urkraftsbaserede styrke. Dertil har de ovenikøbet en evne, der er Loke værdig, til at spinde intriger, om nødvendigt mod hinanden. Kvinderne overgår langt mændene intellektuelt og forstår endvidere at bruge deres forførelseskunst til at få mændene til at bøje sig for deres vilje. Sex er blot et ekstra våben i arsenalet. Kærlighed er en luksus, som der simpelthen ikke er plads til i et så hierarkisk og praktisk anlagt samfund.

Forfatteren har i andet bind i serien, ”Misteltenen”, Balders død og Odins selvofring som omdrejningspunkt. Odins selvofring hentyder til, at Odin lod sig pine gennem ni dage, så han fik evnen til udøve runemagi, så han kan lave besværgelser med runer. Det samme sker i ”Misteltenen”, hvor hovedpersonen Snehild af sin svorne modstander, Ragnhild, udsættes for en dræbende runeforbandelse. Døden nær må Snehild flygte fra byen Himlinge, indtil hun kommer til den grotte, hvorfra hun kan nedstige til dødsriget Hel for at opnå tilstrækkelig viden om runemagi, så hun kan helbrede sig selv.

I Hel må hun kæmpe mod den nærmest uovervindelige drage Nidhug og slutteligt spise festmiddag med dødsrigets magtfulde herskerinde. Alt dette sker samtidigt med, at den af alle elskede gud Balder ankommer til dødsriget. Det er naturligvis den svigefulde Loke, der er skyld i hans død. Det antydes, at Loke og Snehild ligner hinanden lidt, for også hun skaber rænker i sit kongerige i Midgård, Himlinge. Balders død og Lokes svig er et varsel om Ragnarok, og Snehild begynder at få syner, der måske betyder, at hendes egen rolle i Midgård kan medføre en undergang for Himlinge og menneskerne. Paralleliteten mellem den guddommelige ragnarok og Snehilds syner er næppe tilfældige, og jeg gætter på, at næste bind i høj grad vil kredse om dette tema.

Styrken i Vedsø Olesens historie er, at hun får levendegjort asaguderne for os. De nordiske guder, jætter og dværge får liv og personlighed i et stærkt sprog, der blander drøm og virkelighed så sømløst, at man ikke på noget tidspunkt tvivler på handlingen. Man gribes fra første side og sluger indholdet råt, for bogen er nervepirrende og medrivende. Sammenlignet med Asgårds og Udgårds guder og væsner virker Midgård dog småt. Byen Himlinge, som handlingen har som omdrejningspunkt, virker også lille, som samfund dengang jo typisk ganske vist også var, og man hører i romanen kun om to andre byer, røverens Gisles by og nabobyen Alflev, der ligger et par dages ridt derfra.

Misforholdet mellem den overnaturlige kæmpeverden, som Vedsø Olesen trækker frem, og så menneskenes ret så begrænsede territorium generede mig lidt under læsningen. Det er, som om horisonten er for smal her, og jeg savner blandt andet havet, skibe og handel i historien. Der må være andre mennesker, andre konger, ypperpræstinder og vølver til i Midgård, som Snehild kan møde og interagere med. Men retfærdigvis skal det siges, at det at begrænse menneskernes verden samtidig giver forfatteren magten til at lade Snehild og andre bipersoner ubesværet drage gennem asatroens mytologiske verden og gøre denne ægte og nærværende, hvilket ville være mere vanskeligt, skulle jordklodens vælde være mere fremtrædende. Og indrømmet: Det er trods alt gudernes verden og ikke mindst Snehilds spirituelle opvågnen, vi helst vil høre om i ”Vølvens vej”.

2022-08-30

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret