Svære emner behøver slet ikke at føles tunge at læse. Det beviser nye bøger til børn og unge

Læsning kan hjælpe børn og unge med at håndtere livet. Det viser blandt andet et canadisk studie fra 2011, der kunne konkludere, at lystlæsning hos børn i alderen 12 til 15 år er med til at give en øget læringsevne, et større socialt engagement og et positivt skub til deres personlige udvikling. Et andet og nyere canadisk studie fra McGill University i 2022 viser, at lystlæsning nedbringer stress blandt collegestuderende.

Lystlæsning kan være mange ting. Mange børne- og ungdomsbøger bearbejder forskellige problemstillinger, som udefra set kan være meget tunge. Og der er naturligvis også en (stor) bunke underholdende og morsomme krimier og andet godt, som man kan muntre sig med. Bøger der bearbejder de store problemstillinger behøver dog slet ikke at være nedtrykkende at læse. Egentlig er det min oplevelse, at de fleste børne- og ungdomsbogsforfattere anstrenger sig for at være lidt muntre, selv når emnet ikke tilskynder til det. Ellers er det også vanskeligt at få læsere til at hænge på hele vejen.

Et hemmeligt forum for sorger og problemer Der er nogle bøger, der, netop fordi de evner at være lyse midt i mørket, har gjort et stort indtryk på mig i løbet af de sidste par måneder. Den første er en litauisk ungdomsroman skrevet af Ilona Ežerinyté og smukt oversat af Stefan Anbro.

Bogen blev kåret til årets ungdomsbog i Litauen, da den udkom. Pigen Lina bor alene, da hendes far er hemmeligt indlagt på en afvænningsklinik, og Lina ikke vil vide af sin mor efter forældrenes skilsmisse. På vej hjem fra et besøg på klinikken møder hun ved et gammelt, nedlagt lager en gruppe unge, der har dannet en grædeklub:

”At begå selvmord er at flygte, at overgive sig. Grædeklubbens medlemmer er ikke en bunke tudemikler. Vi mener bare, at livet rummer mere sorg end glæde,” forklarer de.

Gruppen kalder lagerets loft for Reden, og de mødes for at dele deres sorger og problemer. De har en regel om, at de kun må mødes dér og ikke må hilse på hinanden, hvis de skulle mødes i byen.

Reden er deres helle. Efter en vis portion skepsis overgiver Lina sig til gruppen, og det viser sig hurtigt, at de alle seks har deres at slås med. For Lina bliver samværet med de andre i Reden en rejse ind i sin og andres verdensforståelse og følelser. Gruppens leder er den rige pige Eglè, og Lina er til stadighed i tvivl om, hvorvidt det hele kun er en leg for hende. Så længe gruppen kun mødes i Reden går det fint, men det er i det øjeblik, at Lina begynder at presse på for, at de også uden for lageret kan hjælpe hinanden, at gruppens dynamik ændrer sig.

De er i virkeligheden meget forskellige og ville nok ikke ses, hvis ikke de havde klubben. Det er forbløffende, at en så realistisk anlagt roman kan opleves som et eventyr. Når man læser sådan en bog, oplever man, at der ikke kan være særlig langt fra Danmark til Litauen. Man engagerer sig med det samme i personerne, og romanen giver et ordentligt skub til læserens evne til at leve sig ind i andres tanker og følelser, og den skaber en bedre forståelse for, hvordan menneskers sociale status påvirker deres liv og verdensanskuelse.

Polyfilla til hul i hjertet I Kathrine Assels' ”Polyfilla-alfabetet” er pigen Anna, der vel er en 11-12 år, lige så ensom og fortabt som Lina. Men i modsætning til Lina finder Anna ikke en grædeklub, hun kan dele sine sorger med. Anna bor alene med sin mor, og tilbringer meget tid med sin mormor, der altid passer hende, når moderen skal noget. Anna er donorbarn, så hun kender ikke sin far, og det skaber selvfølgelig en masse fantasier om, hvem han kunne være.

Den opfindsomme bogtitel skyldes, at moderen er ejendomsmægler og synes, at alt kan løses med en omgang polyfilla. Det er særlig relevant for Anna, da hun har et lille hul i hjertet, som hun i starten troede skyldtes manglen på en far. Hun har slet ingen tætte venner og tilbringer megen tid alene. Måske ville Anna reelt bruge det meste af dagen på sin mobil, men i stedet fantaserer hun om sin far og om at være en helt og en mere populær person.

Da hun finder en lille adressebog gemt i mormoderens skuffe, finder hun på, at hun skal stjæle en ting per bogstav i alfabetet. I begyndelsen går det fint, til hun finder navnet John under ”J” som det eneste navn i bogen. Så må hun afsted for at finde John, selv om det er den 23. december. Måske er han hendes ukendte far? Hun lægger mobilen, så moderen ikke kan spore hende, og tager bussen til Risskov, hvor John bor, og som ikke ligger så langt væk. Og så sker der noget spændende i hendes ellers monotone liv.

Måske er pointen, at først da hun går uden for sine vante folder, ændres hendes liv. Initiativ og mod skal der til, hvis stilstanden skal ophæves. I modsætning til hvad man kunne tro, er slutningen ikke helt lykkelig, men heller ikke det modsatte. Alfabetlegen bliver for Anna den polyfilla, der stopper hullet i hendes hjerte og sætter gang i hendes liv. Som læser følger man spændt og lidt mystificeret med. Anna er et vældig hyggeligt bekendtskab, og bogen er endnu et utroligt velskrevet eksempel på, hvordan vanskelige emner som ensomhed og det at være donorbarn kan behandles på humoristisk og livsbekræftende vis.

Medløberens moralske kvaler Mette Vedsø er en uhyre produktiv forfatter, som – i øvrigt ligesom Kathrine Assels – tidligere har vundet Kulturministeriets Forfatterpris. ”Banan” er hendes seneste roman, der har pigen Billie som hovedperson. Billie går i sjette klasse og bor alene med sin mor, fordi faderen bor i Brasilien og kun ganske sjældent kommer til Danmark. ”Banan” handler om skyld, for Billie prøver ihærdigt at beholde sin yderplads blandt de populære børn i klassen og får ikke sagt fra, da de to mest toneangivende børn, Funny og Hugo, begynder at mobbe klassekammeraten Malena.

På opfordring sniger Billie en overmoden banan ned i Malenas taske, så dennes taske begynder at lugte og få dage efter må udskiftes med en ny. Billie skammer sig så meget, at det smitter af på læseren. Billie tør ikke betro sig til nogen, hverken til moderen, som hun altid er bekymret for, til faderen, som ganske vist er fornuftig, men bare så langt væk, eller til Barbara, som ofte passer Billie, når moderen, der er sygeplejerske, har nattevagter. Billie tæres og nages og en dag skifter Malena skole, før Billie nåede at sige undskyld. Den dårlige samvittighed smitter fra siderne.

Bogen minder lidt om Assels' ”Klammo Kong was here”, som indgår i serien ”Årgang”, hvor grov mobning også var emnet. Skyldfølelse i forbindelse med mobning er desværre aktuelt, netop fordi der er megen skyldfølelse forbundet med mobning hos de børn og unge, der ikke er toneangivende, men blot medløbere. Vedsø skriver meget indlevende, så man forstår, hvorfor Billie gør, som hun gør, og man har også sympati med hende, men bogen slutter, inden hovedpersonen mod og når at tage det nødvendige initiativ til at undskylde.

Beslutningen er der, men realiseringen mangler. Måske gør hun det, måske ikke, men i alt fald har man som læser fanget, at det kræver mod at gå mod strømmen, hvis samvittigheden byder en det. At være medløber er i alt fald ingen varig løsning.

De tre bøger har alle piger som hovedpersoner, som har det til fælles, at de hver især bor med den ene af deres forældre. De kæmper også alle tre med ensomhed, selvværd og et lidt udfordret socialt udgangspunkt. Noget, som disse piger vil have til fælles med rigtig mange unge danske læsere. Der er tale om bøger, som bekræfter, at børne- og ungdomsbøger indbyder til lystlæsning, selv om de tackler vanskelige problemstillinger.

2023-07-13

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret