"Vølvens vej" er en vildt brændende nordisk mytefortælling om en stærk kvinde spændt ud mellem lidenskab og pligt, mellem skabelse og ødelæggelse, mellem frihed og skæbne

Historien begynder voldsomt med Fenrisulven, der flænser en jægerfamilie, som Snehild har boet hos vinteren igennem. Er Fenris mere dyrisk end mennesket, spørger Loke-ulven retorisk? Også mennesket dræber, hvorfor skulle det være værre, når ulven gør det?

Den ældgamle konflikt mellem kultur versus natur ligger underforstået i tredje bind af serien "Vølvens vej" med undertitlen "Ulvegabet". ”Frihed er vigtigst”, siger Fenrisulven til vølven Snehild, da hun bremser ulvens morderiske fremfærd: ”En fastlagt skæbne kvæler friheden”, mener Fenris, mens Snehild replicerer, at skæbne skaber orden.

Et andet tema, der udspiller sig i romanseriens tredje bind, er skabelse, såvel den religiøse som den kunstneriske. Denne oplever vi især, da Snehild må tage til dværgenes underjordiske rige, Nidavellir, for at få smedet en ny lænke, der er stærk nok til at binde den farlige Fenrisulv, og igen, da vølven må flygte fra dværgenes rige igennem ildlandet Muspelheim, hvor skabelsens ild brænder.

I Anne-Marie Vedsø Olesens mægtige serie om vølven får læseren udfoldet den nordiske mytologi med den handlekraftige vølve Snehild som hovedperson. I hvert bind af serien tager forfatteren bestemte myter op i fortællingen. I forrige bind var det Balders død og Odins selvofring, der var i centrum. I tredje bind er det myten om Fenrisulven og dværgekongen Fafner, der forvandler sig til en drage på grund af forbandelsen af ringen Andvarenaut.

Sprogligt er bøgerne da også lidt af en kraftpræstation. Forfatteren har nemlig bevidst fravalgt ord, som etymologisk stammer fra det latinske og græske, hvor det har kunnet lade sig gøre, og i stedet valgt det germanske. I stedet for jaloux er man skinsyg, i stedet for et problem er det et besvær. Sproget bliver ikke arkaisk, for ordene bruges stadig i daglig tale, men fraværet af ord af mere moderne afstamning giver bøgerne en anden tone end andre tilsvarende bøger.

Ordene smager tykt af mjød, det er autentisk uden at være påtaget. Det sproglige overskud er i høj grad med til at mane billederne frem af jernalderens og mytologiens landskaber, guder og mennesker, så de står guddommeligt klart for læseren.

”Vølvens vej” foregår på flere planer. Et af dem følger Snehilds vej gennem de forskellige riger. Det er såvel en indre som en ydre rejse, hvor Snehild skal tilegne sig viden og ikke mindst visdom undervejs. Snehild er særdeles handlekraftig og impulsiv og handler derfor nogle gange, før hun tænker. Hun er også fuld af en heftig lidenskab, som til tider bringer hende i uføre.

Det sker netop her, hvor hun forelsker sig hovedkulds i dværgekongen Fafner, der er ved at forvandle sig til en skinsyg drage. Fafner lykkes næsten med at få hende omgjort til endnu en genstand i sin guldskat, før hun når at flygte gennem ildlandet. Et andet plan er det menneskelige, som foregår i Midgård, på Sieland, hvor magtkampene hos kongen Roald med den svigefulde og magtfulde ypperstepræstinde Ragnfrid ved sin side slider på kongebyen Himlinge.

Der er også sidehistorier om røverkongen Gisle, der myrdes af lejemorderen Ørnen på Roalds ordre, og den kvindelige kæmpe Berghilds jagt efter Ørnen for at hævne drabet på sin elskede. På vejen møder Berghild Fafners forviste søskende, der smeder runer på et flammesværd, som kun dræber, når det er retfærdigt, og ellers dør den, der holder sværdet. Og kongens rådgiver Brynjulf, der engang blev bortført af alferne, får besøg af sin datter Kima, der driver alle mænd til sexlystigt vanvid blot ved sin tilstedeværelse. Således blander gudeverdenen sig synligt i menneskets gøren og laden – og sjældent til menneskenes fordel.

Flot er det, når Snehild må vandre gennem ildlandet Muspelheim i tæt følgeskab med ildskabningen Lue, som vi vil huske som den, der dystede mod Thor hos Udgårdsloke for at se, hvem der kunne spise hurtigst. I den historie æder Thor og Lue gevaldige mængder kød af samme trug og mødes på midten, men Lue vinder, fordi han spiste såvel ben som trug. Her genfødes Snehild igen, da hun skal gå gennem ild og ud i Mørkeskoven for at vende tilbage til menneskenes verden.

Ragnarok er lige om hjørnet, det mærker man især nu, hvor Snehild mærker skabelsens ild og fortvivlelsen over de valg, hun må træffe. Man mærker, at historien er vokset i armene på Anne-Marie Vedsø Olesen. Oprindeligt var serien tiltænkt som en trilogi, men nu forventer forlaget, at den bliver på i alt fem bind. Det er ikke ét for meget. "Vølvens vej" er en vildt brændende nordisk mytefortælling om en stærk kvinde spændt ud mellem lidenskab og pligt, mellem skabelse og ødelæggelse, mellem frihed og skæbne.

2023-08-24

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret