Nye børne- og ungdomsbøger tilbyder en fin, ja kærlig, indsigt i, hvad vi kunne kalde for et almindeligt muslimsk hverdagsliv – og bøgerne udfordrer kulturelt

Episoden i Norge med den muslimske dreng, der ikke ville give hånden til den kvindelige rektor ved overrækkelsen af sit 10. klasses eksamensbevis tidligere på sommeren, har forståeligt nok skabt masser af debat. Hvor tolerant skal et samfund være i forhold til at acceptere andre måder at omgås på? Det er ikke nemt at svare på.

Selvsamme problemer og diskussioner er ikke gået upåagtet hen i børne- og ungdomslitteraturen. Denne kan opdeles i mindst tre forskellige retninger. Den første forholder sig kritisk til, hvad mange forbinder som traditionel islam. For eksempel har Kristina Aamand skrevet om at være pige og ikke ville indordne sig under de mere traditionelle muslimske normer, mens amerikanske Gayle Forman i sin roman ”Jeg er faret vild” blandt andet har skrevet om at være homoseksuel og muslim.

En anden retning har en mere politisk tilgang, som problematiserer flygtningepolitikken i forhold til det medmenneskelige behov for at hjælpe andre i nød. Her finder vi for eksempel Sarah Engells ”Valget” og norske Simon Strangers ”Dem, der ikke findes”.

En sidste retning er mere positiv og beskriver en harmonisk sameksistens, og her finder vi brobyggeren Özlem Cekic, som har udgivet en serie børnebøger om pigen Alyse. Serien om Omar, der er skrevet af Zanib Mian og illustreret af Nasaya Mafaridik, befinder sig i samme kategori.

Der er foreløbig udkommet fem bøger i Omar-serien, den seneste i februar i år. Det er en meget fin og morsom serie, der i øvrigt er inspireret af Jeff Kinneys nærmest absurd populære Wimpy Kid-serie, som der efterhånden er udkommet 17 bøger i, og som der også er lavet et par film over.

Zanib Mians hovedperson, Omar, er muslim, og selv om dette kan virke som en detalje, så bruges der i første bind en del plads på at forklare, hvad det betyder for hans daglige liv.

Vi får således her beskrevet, hvad de fem daglige bønner hedder, hvordan man fejrer ramadan og eid, og hvordan Allah er den, man trygt kan henvende sig til, når der er problemer. Men ud over det, så ligner Omars liv fuldstændigt de fleste andres med en enkelt undtagelse. Den drejer sig, naturligvis, om den udbredte diskrimination, som muslimer i vestlige lande ofte oplever.

I Omars tilfælde er det dog kun i første bind, at det er et problem. Når først nabolaget har lært ham godt at kende, er alting fint.

Hijab-identitet og arrangeret ægteskab Den særlige problemstilling om diskrimination behandles også i to nye populære, amerikanske graphic novels af Huda Fahmy, som Forlaget Gutkind nu har har udgivet på dansk. De har allerede vundet stor international udbredelse.

Huda Fahmys to bøger er ”Huda F er du?” og ”Det kan arrangeres”. I ”Huda F er du?” flytter Huda, hendes forældre og fire søskende, til en ny by i USA, hvor Huda ikke længere er den eneste, der går med hijab. Og hvis ikke det at gå med hijab længere definerer hende, hvad gør så?

Den anden bog, ”Det kan arrangeres”, er en kærlighedshistorie om et arrangeret ægteskab baseret på forfatterens egne erfaringer. Her kan man finde de forskellige regler, der gælder for pigers omgang med drenge i den type af islam, som Hudas familie praktiserer: Vær aldrig alene med en dreng; ingen berøring eller fysisk kontakt af nogen art; ingen stirren, ingen mingling/joking, intet grineri; og naturligvis ingen dating.

Ja, selv mails skal læses af moderen eller en søster, før de må udveksles mellem de to interesserede parter. Det giver sig selv, at nærved enhver form for ægteskab af den grund er nødt til at være arrangeret. Ikke at det garanterer mod skilsmisse, som det også understreges (ved at såvel Hudas forældre som hendes udkårnes er skilt), men Hudas far er god til at krydsforhøre og sortere potentielle tabere fra at gøre kur til sin datter.

I ”Huda F er du”, som er en teenageroman, er der naturligvis ansatser til oprør mod forældrene, men det er kun små skvulp, der er tale om, mens Huda roder rundt og begår dumheder for at finde ud af, hvem hun egentlig er.

Menneskelige vilkår går igen Det mest fremtrædende budskab i bøgerne er meget naturligt, at vi alle sammen grundlæggende er ens. Vi har alle, uanset religion, behov for kærlighed og anerkendelse. Vi har alle haft pubertetsproblemer og udfordringer med at finde den eneste ene. Kort sagt: Vi er alle mennesker, og gav vi plads til mere dialog, ville dette stå mere klart for os.

Ingen vil vel nogen noget ondt, snarere tværtom. Således hjælper Omars familie den islamfobiske nabo, da hun skal på hospitalet i første bog, og Huda og hendes familie finder sig godhjertet i mangen en nedværdigelse og sameksisterer fint med ikke-muslimer, så længe de opfører sig ordentligt.

Der er særligt to aspekter i både Omar-serien og Huda-bøgerne, man kan fremhæve. Den første er som nævnt diskriminationen.

I ”Huda F er du” bliver alle muslimske elever for eksempel indkaldt til skolepsykologsamtale for at afklare, om der er risiko for, at nogle af disse elever kunne springe ud som ekstremister. Omar møder ligeledes modstand i første bind hos den føromtalte nabo på grund af sin religion.

Den anden er den stærke indflydelse, religionen har for hovedpersonernes normer, påklædning og generelle opførsel. Andet bind i Omar-serien handler eksempelvis om, hvordan Omar arrangerer en vellykket indsamling for at redde den lokale moské fra at lukke.

Det er aspekter, som er helt fraværende fra størstedelen af den mere almindelige ”hvide” børne- og ungdomslitteratur, hvor diskriminationsproblemstillingen sjældent behandles, og hvor den kristne kultur i det store og hele er fraværende. Hvad angår det sidste, synes det som om, at hvis de unge i litteraturen er i vanskeligheder og knælende beder om hjælp til Gud, så er det oftest til en tåget, lidt udefineret Gud, som de ikke tidligere har haft en personlig relation til. Så kommer der – i religiøs forstand – lidt ”forkølede” bøger for børn, som Kim Fupz Aakesons ”Vitello møder Gud” eller Thomas Brunstrøms ”Anton og Farmor flyver op til Vorherre og be’r om godt vejr”, som just giver et fingerpeg om, hvor lidt mange af nutidens forældre kan fortælle om Gud.

Et dybere perspektiv på tolerance Litterært er der intet at udsætte på Huda Fahmys to graphic novels. De fortæller indlevende om Hudas mange kvaler som henholdsvis muslimsk teenager, og sidenhen som ung, giftemoden kvinde, der hungrer efter en ægtemand. Man får en virkelig god indsigt i den specifikke gren af muslimske kultur, som Huda bekender sig til.

Zanib Mians bøger om Omar er ligeledes ganske glimrende, og – selv om jeg ikke er ekspert – lader de til at have en mere liberal fortolkning af islams praksis end Huda Fahmys familie.

Bøgerne er både sjove og oplysende og sætter hertil bestemt mange tanker i gang. De tilbyder et dybere perspektiv til diskussionen om tolerance og forhåbentlig også et fundament for en oplyst samtale om, hvordan vi såvel medmenneskeligt og som samfund vil og bør håndtere andre kulturer end den, vi selv historisk hidtil har bekendt os til.

For et af de spørgsmål, man må stille sig selv, er naturligvis, om vi selv ville kunne acceptere en samfundsmæssig udbredelse af for eksempel arrangerede ægteskaber eller af mere restriktive omgangsformer mellem kønnene? Og hvis ikke, hvordan skal man håndtere en modstand mod dette, uden at det opfattes som diskrimination? Det er nemlig typisk ikke et problem at respektere eller forstå en anden kultur, men det kan være udfordrende, hvis en sådan kultur får lov til at ændre på vores samfundsmæssige anerkendte omgangsformer, som for eksempel at give hånd til en kvindelig rektor.

Det er med andre ord en vanskelig diskussion, som hverken Omar-serien eller Huda Fahmy-bøgerne direkte tager op, men til gengæld tilbyder de i hvert fald en fin, ja kærlig, indsigt i, hvad vi kunne kalde for et almindeligt muslimsk hverdagsliv, som i sig kan være nyttig for at mindske eventuelle fordomme.

2024-08-07

© Damián Arguimbau
NB: Der kan være mindre uoverensstemmelser mellem den trykte anmeldelse og online udgaven, idet onlineudgaven er uforkortet og uredigeret