Kommentar. Hvem har rygrad til offentligt at indrømme, at de straffer deres børn?

BØRNERÅDET har netop udgivet en pjece, »Opdragelse med hjertet«, som man kan købe for 46,50 kr. inkl. porto og ekspedition. Karakteristisk nok har der ikke været et eneste kritisk spørgsmål til Børnerådet eller pjecens forfatter, Else Guldager. Hvo vover at diskutere børneopdragelse offentligt uden at være fagmand? Og uden på nogen måde at sympatisere med regeringens opgør med ekspertvældet er det alligevel her, at skoen trykker. Derfor mangler debatten. Det er synd og ufrugtbart. Lad os tage hul på den. Den straffrie opdragelse er en metode, der efter egen opfattelse enten er opfundet af tåber, der kun undtagelsesvis har haft mere end et barn at holde styr på derhjemme, eller lyver for sig selv. At unddrage børnene straf er det samme som at vise dem, at det ingen konsekvenser har, at de krænker andre.

Et sted i tankerækken er fornuften gået fløjten til fordel for fortænkte psykologiseringer og hypoteser, som er blevet vor tids nye religion. Et sted i Børnerådets pjece beskrives en situation, hvor barnet skriger og er ganske urimeligt, hvorfor sagerne er gået op i en spids. Så anbefales forældrene at sige: »Jeg kan ikke holde ud at være sammen med dig, når du opfører dig sådan. Nu går jeg ind ved siden af, indtil du og jeg har det bedre.« Og så spørger jeg: Hvorfor i alverden skal jeg, der ikke er urimelig, gå ind ved siden af? Det er sgu da ungen, der er dum! Situationen er formodentlig gået op i en spids, fordi den stakkels forælder har forsøgt at snakke med barnet, argumentere med det. Og barnet kan ikke tage imod fornuft. Nej, selvfølgelig kan det ikke det. Det er jo urimeligt, ikke? Sådan et barn på tre år vil da skrige til mandlerne falder ud, eller indtil man kommer ind til det igen. Hvorfor skal jeg gå ud? Det er barnet, der er urimeligt. Hvorfor skal jeg tvinge det til at komme og bede om nåde uden at have reageret på urimeligheden andet end som kryster: ved at flygte med en overpædagogisk, selvretfærdig bemærkning på læben, der skjuler sandheden. Hvorfor skal jeg påstå, at jeg ikke har det godt? Jeg er slet og ret sur. Sig dog for pokker, hvad der er galt: barnet er urimeligt. Punktum. Den er ikke længere. Grib fat om problemet. Om nældens rod. Tag stilling. Børnene skal vide, hvad du mener. Jeg truer med enorm god samvittighed barnet med sengen uagtet Børnerådets advarsler. MISFORSTÅ mig ikke, barnets følelser er lige så gyldige som mine. Jeg skal ikke argumentere mod dem. Følelserne er jo, som de er. Men jeg tager stilling til barnets opførsel og formidler utvetydigt en konklusion, som ikke er til diskussion. Om ungen så vil tænke videre selv og sige: »Nå ja, det var måske forkert, at jeg plagede/slog min søster/væltede min mælk i trods.« Det er op til barnet selv. Det er et lille menneske. Det har et ansvar. Ikke kun over for sig selv, men også for, at familien fungerer. Det kræver kompromiser. Nogle gange kan vi tale om straffen og min reaktion senere: »Kan du godt forstå, at jeg straffede dig sådan, eller synes du bare jeg var dum?« Nogle gange svarer barnet, at det godt kan forstå det, andre gange, at jeg bare var dum. Og det er det i sin gode ret til. Men jeg har ikke udstillet dets følelser, søgt om tilgivelse eller accept via manipulation. Barnet ved udmærket, hvad det følte, det er fint i stand til at føle sig urimeligt behandlet. Med rette eller urette. Og jeg kan også undskylde, hvis jeg har overreageret. Men jeg skal ikke skjule, at det er mig, der har magten som far. Og at jeg tager beslutninger, der skal efterkommes, uanset om barnet synes, at de er rigtige eller forkerte. Sådan er det bare. De ved det, jeg ved det, alt andet fører til kaos. Opdragelse er ikke en demokratisk proces. Jeg har selv fire hjemmeboende børn. Og skulle jeg følge og tro på blot halvdelen af de råd og vejledninger, jeg får fra de professionelle opdragere måtte min kone og jeg enten gå i kloster for at opnå en himmelsk tilgivelse eller i terapi for at få fjernet den dårlige samvittighed over ikke at kunne leve op til rådene. For ærlig talt. Med fire børn kan det enkelte barn ikke fylde så meget, som der lægges op til. De andre ville blive følelsesmæssigt kvalt, inden der var gået et kvarter. Forældrene ligeså. Jeg kan godt forstå, at der fødes færre børn end nogensinde før. Det er smertefuldt for mig at læse dele af Børnerådets pjece. Deres ærinde er at fjerne forældrenes mulighed for at straffe børnene. De er jo så små, så uskyldige. På overfladen en ren kristen handling: »Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.« Men hvis man skraber lakken af det velmenende og halvvidenskabelige og bruger bare lidt sund fornuft, kan man nemt se, at det ikke fungerer i praksis og at konsekvenserne af ikke at straffe er endnu værre. Men hvem har i dag rygrad til offentligt at indrømme, at de går ind for at straffe børn? Hvor er de henne? De siger det gerne til mig privat. Men kom ud af busken, for nu er farcen drevet for vidt. Lad os da opponere mod de velmenende tåber!

2003-01-24