Kommentar. »Hvorfor ungdomsbøger? Hvorfor ikke?« En fan af børne- og ungdomsbøger går til bekendelse.

DET vækker ofte undren i mine omgivelser, når jeg siger, at jeg med glæde læser op til mellem fem og ti børne- og ungdomsbøger eller fantasybøger om ugen, mens det står sløjere til med skønlitteraturen for voksne. Her sniger jeg mig sjældent op på mere end én hveranden måned. Hvordan kan et voksent menneske finde glæde i det? Og det skal da ikke være nogen hemmelighed, at den syvende roman i træk om den første kærlighed godt kan bibringe én brækfornemmelser. Men den situation kan man med lidt øvelse lære at styre udenom! En af mine kvindelige og temmelig litterære bekendte mener, at min manglende evne til at nyde for eksempel Pontoppidans frygtelig kedsommelige Det forjættede land, skyldes måden jeg læser på. Pontoppidan skriver smukt og gribende om mandslingen Emanuel Hansted, der med åbne øjne formår at begå flere dumheder end jeg troede var muligt og med sikre skridt nærmer sig den undergang, han unægtelig har fortjent. En idiot som Emanuel overgås vel nærmest kun af den unge Werther i den bog jeg har givet kælenavnet Den unge læsers lidelse. At unge kunne finde på at begå selvmord i flæng på grund af bogen har givetvis befriet os for en hel række ulykkelige skæbner, der ikke lader Emanuel Hansteds noget efter. Jeg kan godt se, at romanerne litteraturhistorisk og sprogligt kan have en vis interesse, men som lystlæsning!? Så hellere tilbringe tiden med Lykke-Per og Faust. Dem er der mere dybde i. Og skal det også være morsomt, så bør man så absolut invitere Knagsted indenfor.

MEN i alt fald læser jeg anderledes end andre, er der nogle, der siger. Når jeg læser, så synker jeg så at sige ind i bogen. Hellere holde mig end at tage blikket væk fra bogen for at gå ud og tisse. Jeg har adskillige gange glemt at stå af toget, hvis bogen fængede tilstrækkeligt. Jeg læser hurtigt, forbandet hurtigt. Under læsningen sker samtidig en indre filmatisering af bogen, så oplevelsen af historien bliver særdeles intens. Folk kan som regel huske glimt af en film, de har set for lang tid siden. Jeg har det omvendt, jeg kan stadig huske glimt af de historier, jeg har læst som barn! Og gode fortællinger, dem kan man finde i alt fra billedbøger til fagbøger. Fortællingerne kan handle om alt muligt, lige fra en halt tinsoldat til en alkymist, der sælger sin sjæl til djævelen. De kan være korte som fabler eller fylde flere bind. Hvorfor nægte sig glæden ved at opleve gode historier, bare fordi målgruppen tilsyneladende er en anden? Langt de færreste børne- og ungdomsbøger er så enkle eller hurtigtlæste, som ikke-ungdomsbogslæsere går rundt og tror. Ser vi på de danske forfattere, er en af mine yndlinge Cecil Bødker, der kan kunsten at skrive for børn med et smukt, enkelt og dog malerisk sprog, der skaber billeder i stedet for at stjæle dem. I mange børne- og ungdomsbøger, ligesom i gode voksenbøger, skaber billederne sig selv via en symbiose mellem handling og ord. Det indlysende bliver ikke offer for sproglig virtuositet, medmindre det drejer sig om endnu en vildledt voksenforfatter, der tror, at det er nemt at skrive bøger for børn. Tro mig, det er yderst vanskeligt. Børn er rå. De er ikke søde ved historier. Hvis ikke de er spændende eller vedkommende, inden der er gået fire minutter, bliver bogen ikke læst til ende. Unge er ofte mere tålmodige, selv om man skulle tro, zapperiet havde ødelagt den for dem, men der er så mange væsentlige spørgsmål, man stiller sig selv i den alder, at de tvinger selv den mest forhærdede poptøs til stedvis fordybelse. EN særlig gruppe romaner for voksne, der minder meget om ungdomsbøger rent tematisk er midtvejskrisebøgerne. Det er bøger, hvor hovedpersonen pludselig mangler en mening med sit liv. Terningemanden er et glimrende eksempel på en historie om en intelligent mand, der mister fodfæstet. Problemet med den type romaner er, at de som oftest er så navlepillende, at de er irriterende at læse. Det gælder også for Terningemanden, selv om den bestemt ikke er det værste eksempel. Leif Panduro har skrevet en række af den slags romaner, som er ganske ulidelige. Det kan heldigvis også gøres elegant, som i Tom Kristensens Hærværk. Men oftest er netop meningsløsheden et emne, som de unge er ganske bekendt med, og her finder man mange klassikere som Susan Hintons Outsideren og Sallingers Forbandede Ungdom . Og unge danske forfattere som for eksempel Martin Petersen i sin Password Manitoba fornyr genren til stadighed ved at anlægge nye perspektiver og aktualitet. Hvis det er den store samtidsroman, man efterspørger, så bør man se efter i ungdomsbøgerne. Dér er der ikke mangel på dem. Nu er der andet i livet end meningsløshed. Drømme for eksempel. Og dem kan man få levet ud i Knud Holtens serie om Alex Morgenstjerne. Det er rigtige drenge-dagdrømmerier, der tages fat på hos Holten. Han gør det bare så godt, at det helt er som at drømme det selv. Der er heller ikke hos Knud Holten spor af det sproglige koketteri, som man for eksempel finder hos en forfatter som Ib Michael, og som til tider generer ved sin insisteren på at gøre sig til noget særligt. Drømme er Louis Jensen også god til. Han skriver besynderlige bøger, hvor handlingen sådan set er klar nok, men hvor det stort set er umuligt at finde ud af, hvorfor den virker så logisk. En slags Escher på skriftsprog, tør man vel kalde ham. Mest syret er hans kvartet om Krystalmanden som hensætter læseren i en hypnotisk tilstand under læsningen, og i dyb undren ved slutningen. Også erotikken er der plads til hos de unge. Og det er ikke kun om den første kærlighed. Lidt mere avancerede forfattere som Lotte Inuk har skrevet kærlighedsromaner som er smukke, erotiske værker om to pigers gensidige kærlighed. Er man til kriminalromaner skal man ikke snyde sig selv for den mindst lige så avantgardistiske Bent Danielssons bøger om den halvgale detektiv Theodor Bach. Eller Bjarne Reuters ubetalelige serie om Bertram og hans familie. Pointen er, at der - målgrupper eller ej - er forbandet mange gode historier, udgivet for børn og unge, der konkurrerer med selv de bedste skønlitterære romaner for voksne. Sprogligt såvel som indholdsmæssigt. Og hvorfor så nægte sig fornøjelsen?

2001-07-20