Databaser. Alt bliver tilgængeligt for alle, men hvem kan finde ud af det?

DIATEL kommer næste år. Gennem telefonen og en computer skal befolkningen have mulighed for at taste sig ind på de mest besynderlige ting: Oplysninger fra kommunen. Kulturelle begivenheder i nærmeste fremtid etc. På folkebibliotekerne er alle bøger nu registreret på EDB, og enhver bruger kan ved hjælp af tastaturet finde en hvilken som helst bog, bibliotekerne måtte have i deres samling. På det Kongelige Bibliotek har man i lang tid kunne benytte sig af Rex-søgesystemet. Hvis man altså kan finde ud af det. Det er dette problem - at der stadig er så få, der kan finde rundt i disse baser - der i stigende grad trænger til at blive løst. NDEN for de personlige PC´ere fandt man hurtigt ud af, at det ikke kunne nytte noget, at man solgte et program, som krævede flere timers indlæring inden de mest elementære ting kunne eksekveres. Selv dos-fanatikere er efterhånden ved at gå over til at benytte programmer, der kører under et Macintosh-lignende miljø. Med sjove, søde ikoner, der hele tiden kan lede en på rette spor når man skulle udføre de almindeligste ting på ens tekstbehandling eller regneark. Lad så ligge, at problemerne bliver ganske store for mange, hvis de skal til at finde ud af, hvordan man sidenummererer eller andre mere avancerede ting.

Men selv om man inden for de personlige PC´ere for længst er begyndt at bekymre sig om brugergrænseflader og ikoner, og forsøger at finde løsningen på hvordan brugeren får en intuitiv forståelse af, hvordan et program fungerer, så virker det som om databasedesignere fuldstændig har glemt denne side af sagen.

MÅSKE skyldes denne fadæse, at de virksomheder, det være sig kommunale eller private, der ønsker databaserne, kun tænker på hvor let det hele bliver, når deres oplysninger kan hentes blot ved at taste nogle tegn på tastaturet. Det er, når alt kommer til alt, virksomhedernes ansvar, at databasernes søgemuligheder er som de skal være. Programmørerne har det heller ikke let: De skal sidde og tale med kunder, som ikke helt kan overskue mulighederne i den moderne teknologi. Kunderne har siddet i årevis med primitive registersystemer med begrænsninger, der får en datakyndig til at blive dårlig. For kunderne drejer det sig især om, at nu skal de kunne lige den ekstra ting, som de altid har savnet, men derudover overfører de hele deres forældede struktur til den ganske uskyldige programmør. En struktur, der låser såvel måden man kan sammensætte søgemulighederne på som brugervenlighedens størrelse. Og hvad skal programmøren stille op, når hans job ikke er at forstå hvad databasen i sidste ende skal bruges til og i hvilken sammenhæng den indgår? Programmøren skal ikke overskue den mængde oplysninger der skal ud af databasen, når den engang er færdig. Han skal forstå, hvad virksomheden vil have ind i den. Og det er en helt forkert måde at gribe det an på. Hemmeligheden bag databasedesign er nemlig ikke så meget hvad der skal ind på harddisken, som de rapporter, elektronikken skal spytte ud af printeren. Det er ud fra disse, at man bygger en ny struktur, der er fleksibel, og som gør det muligt at tænke en bruger med ind i designet. I stedet gør programmøren som der bliver bedt om - og et halvt år efter indkaldes han for at rette fejlene, og forbedre dette eller hin detalje.

AT ellers intelligente mennesker ikke kan se en vis sammenhæng mellem eksempelvis Macintoshes´ eller Windows´ måde at præsentere brugeren for et program og den database, de selv ønsker, holder ikke op med at forbavse. Det vidner også om det snævre rum, langt de fleste bevæger sig i. De ved godt, at der er en hel verden uden for - men er det virkelig nødvendigt at lære af den? Det er blevet så almindeligt, at det er trivielt: Det er umuligt at få sammenhæng i sit verdensbillede. Der er alt for mange oplysninger, man skal forholde sig til hele tiden. Men netop sammenhæng er det, der skaber en god database. At data er samlet i forhold til et overordnet system, der giver mening selv for den ukyndige. At skabe sammenhæng og forståelse og ikke søgemuligheder ville ændre meget. Mulighederne i teknikken ligger ikke så meget i hvad man kan, men i hvad de kan betyde. Hvis det var nemt at finde oplysninger, jamen, så var der da mange flere, der ville vide meget mere, og hvis nysgerrighed til stadighed kunne pirres uden at teknikken gjorde sit til, at man opgav på halvvejen.

DET største problem, der opstår, når man konstruerer databaser, der er forståelige for folk og er nemme at slå op i, er oftest hastigheden. Jo nemmere det skal være for brugeren, jo langsommere går søgningen. Prøv bare at besøge Nationalmuseet og forsøg dig med deres flotte skærme. Her er det umiddelbart forståeligt, hvad man skal gøre. Selv et 5-års barn kan finde ud af det. Men vanvittig hurtigt går det ikke. En amerikansk undersøgelse viste, at hvis ens skærm stod stille i mere end 2 sekunder, så opfattede brugeren det som langsomt. Kloge programmører har løst det lille problem med en lille bjælke, der hele tiden viser, hvor langt computeren er nået med sit arbejde. Glade brugere skulle bare vide, hvor mange ekstra sekunder den venteskærm koster dem...

PROBLEMET er det manglende mellemled. Det mellemled, der gider og evner at sætte sig i brugerens sted, der tænker i indlæringstid og i sammenhænge. Tænk bare på Dankortautomaterne! Selv folk, der afskyr computere og al deres væsen kan finde ud af at bruge den - og gør det. Det er genialt designet, nemt, overskueligt og forståeligt. Havde disse automater været designet ud fra samme forudsætninger som 90% af de eksisterende databaser, ville de aldrig have haft succes. Det bliver gyldne dage for edb-konsulenterne, når virksomhederne finder ud af det. Og gudskelov også døden for mange programmører.

1993-11-26