kenneth bøgh andersen. om gud, døden og det at være menneske.

for en djævel må den største straf være at komme i himlen, siger den 32 årige forfatter kenneth bøgh andersen. han har netop har udgivet sin tredje bog i serien om drengen filip engell, der ved en fejl bliver djævelens lærling. bøgerne i serien har hver for sig vundet dr’s orla-pris. kenneth bøgh andersen er en særdeles populær forfatter, der også evner at nå drengene. han har skrevet en lang række fantasy- og gyserbøger. weekendavisen mødte ham til en samtale om det gode og det onde.

i dine bøger kredser du om det gode og det onde. såvel i din debut som i serien om djævlekrigen møder vi gud og fanden i en næsten familiær disput. hvorfor?

jeg gør mig mange tanker om gud og djævlen. djævlen er fascinerende i sig selv: en skikkelse, der engang har været engel, kan jo ikke være absolut ond. omvendt kan engle heller ikke være absolut gode. der er altid en modsætning: hvis ikke det onde findes, har vi heller ikke det gode. men hvis ikke det absolut onde findes, så findes det absolut gode jo heller ikke. derfor måtte fjenden i serien om djævlekrigen være noget, der er ondere end djævlen selv. det er ikke godt for nogen, hvis det absolut onde ender med at sidde på magten. der skal være nuancer for at tingene kan hænge sammen. serien er inspireret af dantes guddommelige komedie og miltons det tabte paradis. men hvor den første bog handler om helvede og den anden om døden, så har det ligget i kortene, at man snart måtte møde gud i paradisets have. det gør vi så i tredje bind. gud er, som djævlen, en modsætningsfyldt karakter. han er eller ikke absolut god. det ville heller ikke give mening i forhold til bibelhistorierne. gud begår mange grusomheder i det gamle testamente. bare tag historien om noahs ark og syndfloden. det er en fantastisk og ekstrem grusom historie. der er masser af eksempler, hvor gud er virkelig grusom og hævngerrig og viser, at han dermed ikke er absolut god. barmhjertighed lærer han jo egentlig først, da han bliver far. det må betyde, at nogle gange er det onde godt, andre gange ikke. det er ikke sort og hvidt. der er en mening med ondskaben!

du inddrager i din serie forskellige guder og dødsriger?

at blande de forskellige mytologier ind i samme historie er lidt specielt. normalt holder man sig til, at der er én gud, og så er resten noget, man har fundet på. men med det vil jeg fortælle, at gud har skabt mennesket, men ved sin tro har mennesket også skabt gud. i den forstand kan guder godt opstå. så synes jeg, at det var sjovt at have sådan en gud som hades, der var efterladt i glemslen i et mørkt hul. tanken om, at han kunne blive ældre, fordi han bliver glemt og kun kunne forholde sig til sit begær efter nye sjæle, der kan fylde hans dødsrige, så han kan pine og plage dem. derfor er han ligeglad med guds ønske om at lade hovedpersonerne gå efter et besøg hos ham. både hades og helvede var på mange måder nemme at beskrive, men paradis var vanskelig. hvad laver man dér? hvordan ser der ud? det kan ikke være det evigt gode! de døde må også savne de levende. det er ikke en tanke, der trøster. det tog mig lang tid at finde ud af, hvordan paradiset skulle være.

i forrige bind i serien opgav djævlene udødeligheden, og i ´den forkerte død´ gør mange djævle oprør mod det.

i forrige bind handlede historien om døden, og hvorfor døden er vigtig at have. men bogen viser, at nativet - ikke nogensinde at dø - er værre. tredje bind handler i en vis forstand om skæbnen. om at døden, når han kaster sin terning, og dermed bestemmer døden, i virkeligheden også fastlægger skæbnen for den enkelte. for at dø på det afmålte tidspunkt, kræver det at man er på et bestemt sted på en given tid. og deraf følger en masse handlinger i ens liv, som dermed er forudbestemt. det er som en kabale, der skal gå op. man går bare baglæns fra en lagt kabale. der er ikke noget mere tilfældigt end at kaste en terning, og alligevel betyder det en masse. det, som djævlen hos milton gør oprør mod er, at gud forlanger, at englene skal tjene mennesket. dermed bliver englene mindre værd end mennesket. de føler, at de bliver degraderet. derfor gør lucifer oprør og bliver djævel. mange djævle i min bog, føler ganske som hos milton, at de bliver menneskeliggjort endnu mere, da de bliver dødelige, og de vil så gøre alt for at få udødeligheden tilbage.

en søgen efter identitet er et andet stort emne i dit forfatterskab. ikke kun for hovedpersonen, men også for fortælleren. det er klart, at dem, der læser bøgerne ofte er på grænsen mellem det at være barn og det at være voksen, så identiteten fylder meget. i himmelherren er gud en spåkonen, der blander sig med fortælleren, hvilket samtidigt er afgørende for hovedpersonens skæbne. i mine antboy-bøger er drengen lykkelig for at være superhelt, men opdager, at han mister sig selv bag masken. filip er i djævlekrigen i tvivl om hvilken person, han er. han er god, men tages ind ved en fejl som djævlens lærling. pointen er, at man vælger selv, hvad man vil være. filip er en spejderdreng, men man kan også argumentere for, at han er skiderik. han laver jo ingen fejl, og lyver aldrig. er det godt ikke at lave en fejl? er han hovmodig, når han undrer sig over, at han lander i helvede? han kender ikke den onde side af sig selv. det er vigtigt, at man stifter bekendtskab med den side af sig selv. det kan godt være, at han er et godt menneske, men han er ikke noget helt menneske. gud siger jo til ham, at det ikke er dumt, at han har fået to små buler i panden efter han har haft djævlehorn. filip bliver på mange måder meget ældre end det, han i virkeligheden er. han udsættes for mange frygtelige ting og det er næsten ved at blive en tand for meget i bind tre. man kan også mærke det i bogens tone, som er meget mere mørk og dyster.

hvordan ser du forskellen mellem fantasy og gyserhistorier?

djævlekrigen er meget humoristisk, selv om der foregår frygtelige ting. gysergenren giver mig mulighed for at gå meget mere ind i følelserne. i de gysernoveller, jeg skriver, handler det meget om at gå ind i menneskets mørke sider og se, hvad der gemmer sig dér. hvor fantasygenren giver mulighed for at arbejde med de store spørgsmål, så giver gysergenren bedre mulighed for at behandle det personlige: uhyret i mennesket. det viser sig ofte ved, at der er huller i den måde, folk opfatter virkeligheden på. spørgsmålet om hvad virkeligheden er, er gennemgående i mit forfatterskab. det er en tanke, jeg meget hurtig præsenterer børn for når jeg er ude og holde foredrag . det er jo matrix og hulelignelsen om igen, bare på en anden måde. men når jeg siger det til dem, sidder de bare og ser ud, som om den tanke er helt ny for dem. så driller jeg og fortæller dem, at de bare er min fantasi, og når jeg vågner, så er de væk. så ser de for alvor helt overraskede ud. men det slår ikke så konkret ud i selve bøgernes handling. bøgerne er nødt til at være meget mere konkrete.

2009-05-29