[ Se i normalt vindue ]

Gudskelov: Hald Hovedgaard lægger igen gulvbrædder til frodig litteraturdebat.

SIDSTE weekend genopstod Den Litterære Institution ( DLI) på Hald Hovedgaard efter syv års pause. Initiativet blev i 1983 skabt af Peter Seeberg og Flemming Ettrup. Det udmøntede sig først og fremmest i et årligt arbejdsmøde på Hald Hovedgaard ved Viborg.

Ideen var at skabe et forum for bogens folk, forfattere, forlæggere, boghandlere, bibliotekarer, kritikere, forskere, undervisere og andre, der beskæftiger sig med bogen og dens vilkår.

Programpunkterne på weekendmødet omfattede oplæg og diskussioner om det digitale bibliotek, tendenser i den nye litteratur, bestselleren og dens betydning for det samlede bogmarked samt de perspektiver, e-bogen rejser. Men i virkeligheden fyldte e-bogsdiskussionen næsten ingenting - og godt det samme, for bøgernes indhold fik for en gangs skyld lov til at stjæle billedet.

To indlæg gjorde særligt indtryk på mig.

Det ene var forfatteren Svend Åge Madsens diagnose af nutidens krimier. Svend Åge Madsen daterede den moderne krimis fødsel til William Godwins samfundskritiske krimi fra 1794, Things as They Are; or The Adventures of Caleb Williams, som handler om, hvordan systemet ødelægger individet, selv når dette individ er uskyldigt. På dansk optrådte krimien først for alvor med Laurids Kruses nu helt glemte dydsroman Morderen med koldt Overlæg, og dog en Mand der fortjener Agtelse fra 1801. Den handler om en mand, der myrder for at beskytte sit hjertes udkårne. Morderen er så ikke værdig til at gifte sig med kæresten og flytter til udlandet.

M adsen glemte naturligvis ikke at nævne mastodonten Dostojevskij, der med Forbrydelse og Straf fra 1886 på uforlignelig vis bevæger sig i de snørklede hjernevindinger i en forbryders psyke. Pointen for Madsen er, at der i alle disse romaner er fokus på det personlige.

Det er selve skylden, der er under diskussion.

Datidens kriminalromaner handlede altså om individer. Og hyppigt om individer, der havde svært ved at klare sig i samfundet på den ene eller anden måde.

Men nu er krimiscenen en helt anden, påpegede Madsen. Det er politifolkene, vi hører om i moderne krimier. Det er deres personlige problemer og mønstrene på deres islandske trøjer, der fænger. De kommer og løser vores problemer. Vi har et godt samfund, og så er der nogle grumme afvigere, der vil ødelægge det for os. Det er en model, der - som Svend Åge Madsen lidt drillende sagde - kunne være taget fra et totalitært styres litterære program. Dette skifte opgraderer det onde: Det, der truer vores samfund, er nødt til at være meget slemt! Og når den onde er så ond, så er det helt i orden at bruge overgreb for at fange ham. Alle midler må tages i brug for at uddrive ondskaben. Hvis man nu skrev en krimi med fokus på individet, ville det blive en fuser. Der er ikke et entydigt onde, der skal overvindes. Der er ingen forløsning. Og denne udvikling er en spændetrøje: Man kan ikke længere beskrive verden, som den virkelig er. Folk tror, at det onde rent faktisk eksisterer, og det forklarer den retfærdighedsfølelse, der gør, at vi slår så hårdt ned på forbryderne.

Svend Åge Madsen afsluttede sin velforberedte og levende svada med at demonstrere en række markante uvirkeligheder hos blandt andre Stieg Larsson og Lars Keplers Hypnotisøren, som ikke kan afsløres her uden at ødelægge det for nye læsere.

Meget apropos tog Informations Tue Andersen Nexø tråden op i sit oplæg om bestsellerens anatomi. Hans noget provokerende tese var, at bestsellere var skrevet til den uopmærksomme læser, og at vi hos disse bestsellere finder et andet virkelighedsbillede end i andre bøger. For at tage det sidste først, så afspejler bestsellere den virkelighed, som man ser i medierne og på kulturredaktionerne.

Ikke den almindelige, komplekse, vanskelige virkelighed derude, hvor folk går rundt og interagerer på det private og arbejdsmæssige plan. Bøgerne er med andre ord ikke erfaringsbaserede. Med talrige eksempler fra nogle af tidens mest feterede forfattere - Christian Jungersen, Bent Vinn Nielsen, Jakob Ejersbo og Hanne-Vibeke Holst - brokkede Andersen Nexø sig især over, i hvor høj grad disse forfattere gentog pointer, så selv de mest tungnemme kunne følge med. Anmelderne svigter simpelthen deres kald ved at anmelde bøgerne så ukritisk, mente Andersen Nexø.

Der var andre spændende diskussionsoplæg.

For eksempel karakteriserede Lilian Munk Rösing den moderne kyniske roman, og Peter Stein Larsen fremlagde uforligneligt den spillevende lyriks situation i dagens Danmark.

Hvor pokker finder man så relevante og kvalificerede litterære diskussioner nu om dage? Ikke mange steder. Det er derfor mere end et tiltrængt frisk pust, at DLI efter syv års hvile er genopstået.

2010-09-17