Kulturel ondskab. Forlæggerne lever i bedste velgående. Det er deres omgivelser, der lider.

For nylig kom en kendt kvalitetsforlægger hen og spurgte mig: »Hvorfor er du så ond? Hvordan kan en fornuftig mand som dig være så ondskabsfuld?« Et så skarpt angreb gjorde naturligvis indtryk på mig. »Hvad mener du?« spurgte jeg vedkommende. »Jeg plejer da ikke at skrive ondskabsfulde anmeldelser?« Det viste sig, at anmeldelserne var gode nok, men min ondskab bestod alene i, at jeg går ind for frie priser. »Det kan man ikke. Det dræber forlagene og umuliggør kvalitetsudgivelser!« jamrede forlæggeren.

Men er det nu rigtigt? Ganske vist er bogsalget i 2011 faldet med fem procent i årets tre første kvartaler, men samtidig har forlagene sparet og vendt hver en femøre, så årets resultat generelt for forlagsbranchen er blevet mere end tredoblet over en treårig periode. Forlagene tjener altså fint med penge på trods af de frie priser. Måden, forlag har sparet penge på, er ved at fyre folk, ved at formindske oplag samt ved at presse leverandørerne, herunder forfatterne, prismæssigt. Mange af de fyrede forlagsfolk lever nu som freelancere inden for redaktion, oversættelse og andet freelance-forlagsarbejde. Der er rigtigt mange om buddet, så konkurrencen her er generelt hård, også prismæssigt. Oplagene er blevet latterligt små, ganske få hundrede bind, som trykkes billigt. På den måde begrænses tabene ved for eksempel at have et »dødt« lager, men samtidig også bogens levetid, da bogen typisk ikke er til at købe efter forholdsvis kort tid på markedet. Omkostningsreduktionen på leverandørsiden er ikke kun på det redaktionelle niveau. Danske trykkere bliver presset af billigere østeuropæiske trykkerier, omend transportomkostningerne stadig giver danske trykkere en vis fordel. Forfattere og illustratorer oplever også et næsten uhørt pres. Rigtigt mange af dem bliver bedt om selv at finansiere omkostningerne ved deres udgivelser helt eller delvist.

Selv de største forlag i Danmark er blevet så omkostningsbevidste, at forfatterne til tider er helt chokerede over de krav, som forlagene stiller i bytte for at udgive bogen. Forfattere og illustratorer har ikke den nødvendige erfaring i at forhandle kontrakter, og efter at have siddet og skrevet en bog et års tid eller mere er det almindeligt, at det er vigtigere for kunstnerne at få bogen ud end at diskutere med forlaget, om man kan få et forskud på udgivelsen eller ej. En redaktør fra et større forlag fortalte mig endda, at vedkommende til tider helt skammede sig over, hvor grov han var nødt til at være i forhandlingerne med forfatteren. Sådan var det ikke, da der var faste bogpriser. KORT sagt er det næppe forlæggerne, der har mest at jamre over. Det er de forlagsansatte, det er kunstnerne, og det er i høj grad bogdistributørerne, der har det svært. Efterhånden er det kun lidt over halvdelen af bøgerne, der sælges via boghandlen. Resten sælges ad andre kanaler, især via supermarkedet og internettet. Omsætningen ryger lige forbi boghandlernes kasseapparater.

Jeg måtte minde den pågældende forlægger om, at jeg altid har ment, at de frie priser skal gå hånd i hånd med en omlægning af de litterære støtteordninger. Naturligvis er vi nødt til at sikre støtte til kvalitetsudgivelser. Litteraturen har aldrig kunnet klare sig helt uden mæcener. I dag er staten uden sammenligning litteraturens største mæcen. De støtter især kunstnerne, og ikke så meget forlagene. Det er vel rimeligt nok? Hvis man begyndte at støtte forlagene mere direkte, ville man stå med et problem. Der er en helt absurd koncentration på bogmarkedet. Hvis man tager Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Nyt Nordisk Forlag og Politikens Forlag og ser bort fra enkelte specialforlag som Scientologys New Era Publishing, så udgør disse fire forlag næsten tre fjerdedele af bogbranchens volumen.

En genindførelse af faste priser ville i høj grad sikre eksistensen af disse store forlag og cementere deres position på markedet. Størst betydning ville det dog få for boghandlerne, der omsider ville kunne forhindre supermarkederne og internetboghandlere i at konkurrere på pris. Forlæggerne ville blot se de faste priser som en undskyldning for at øge indtjeningen. Når nu man har fundet ud af at presse leverandører og kunstnere i pris - hvorfor dog stoppe, bare fordi de faste priser genindføres? Naive har forlæggere aldrig været.

DE frie bogpriser har medført væsentligt billigere bøger og et større udvalg til forbrugerne. Og en hårdt tiltrængt fornyelse af branchen. Omlægninger af den størrelse, som forlagsbranchen er ude for, er altid barske. Branchen har levet i en konkurrencemæssig osteklokke i 125 år. Så bliver glasset løftet og jo - der er alt mulig grund til at jamre og brokke sig. For det er vitterlig hårdt. Forlæggerne har været friske nok: De tjener penge - og de dygtigste har afkastgrader på over 10 procent, hvilket er temmelig flot. Konsekvensen af besparelserne på forlagene er imidlertid til at få øje på. En bestsellerudgivelse som Joshua Foers Moonwalk med Einstein fra forlaget Hr. Ferdinand, der ligger blandt de 10 forlag, der er bedst til at tjene penge, er boghåndværksmæssigt noget makværk. Jeg købte den i Samlerens bogklub, men margenen på siderne er så smal, at det er forstyrrende ved læsningen af bogen. Det endte med, at jeg i stedet måtte låne den i ereolen. dk og læse den på en iPad. Det var behageligere! Stavefejl og gemene sprogfejl er efterhånden også normen i de fleste udgivelser, efter at de fleste forlag har sparet korrekturlæserne væk.

Er det de frie prisers skyld? Ja. Indirekte. Fordi forlagene selv har fundet et vist kvalitetsog prisniveau, som de mener, at almindelige mennesker vil betale for. Ville faste priser sikre en bedre almen kvalitet? Jeg tror det ikke.

Kvalitetsniveauet vil ikke ændre sig. Hvorfor skulle det, når nu det har vist sig, at varen kan sælge i den nuværende kvalitet? Jeg tror derimod, at en tilbagevenden til de faste priser ville bremse en fortsat sund udvikling i branchen. Hvor bøgerne siden 1982 procentuelt er steget væsentlig mere i pris end forbrugerprisindekset, begyndte udviklingen at vende i år 2000. Der er efterhånden også røre i de digitale bogmedier, som i hvert fald i udlandet står for en efterhånden større del af omsætningen. Moderne og velsælgende forfattere er begyndt at gennemskue, at de hjemlige forlag dér ikke helt er med på vognen. Således har Peter Øvig Knudsen selv etableret et selskab, der udnytter de digitale rettigheder for bogen Hippie. Ganske vist med papirforlaget som medejer, men ingen tvivl om, at nye konstellationer og muligheder er på vej, godt tvunget af omstændighederne.

Men jeg anerkender fuldt ud, at det er smertefuldt. I den forstand så jo: Jeg er ond, hvis det er ondt at synes, at bogbranchen skal have samme vilkår som alle andre brancher.

Men selvfølgelig skal vi have støtteordninger, der afbøder de værste smerter og sikrer kvalitetslitteraturens fortsatte skabelse, oversættelse, produktion og distribution på dansk jord.

Politikerne bliver nødt til at anerkende, at branchens ændrede vilkår kræver ændringer i støtteordningerne. Men genindføre faste bogpriser? Ellers tak!.

En analyse af bogforlagenes økonomi kan købes i Berlingske Infoshop - www.b.dk/infoshop. Den koster 990 kr.

2012-01-06