[ Se i normalt vindue ]

Kan man overhovedet tale om en korrekt opdragelse?

Jeg var et ganske umuligt barn, mener min engelske morbror. Han kan meget malende beskrive, hvordan jeg havde vanskeligt ved at følge selv de mest enkle regler i barndomshjemmet i Barcelona. Jeg kan tydeligt huske, at jeg fik en ordentlig endefuld af ham en dag, hvor han og hans kone skulle passe min bror og mig. Ikke at han var voldelig, mere desperat den pågældende dag, tænker jeg.

Min morbror har selv to børn. De var vældigt velopdragne og kunne finde ud af at vaske hænder, før de satte sig til bords uden at få besked om det på forhånd. De kunne være stille, mens vi spiste. De undlod også at løbe ud for at tisse, før vi var færdige med måltiderne, også selv om de voksne spiste ulideligt langsomt. Det er faktisk ikke, fordi min morbror var specielt streng, det var nok snarere den dengang herskende norm for engelsk opdragelse.

Mens jeg, der jo først voksede op som en larmende spanier, havde et noget mere afslappet forhold til regler og autoriteter i al almindelighed. Både hans børn og jeg selv endte alle med at kunne fungere fint i samfundet, opdragelsesforskellen til trods. Selv i dag holder jeg meget af ham:

Han er en ganske interessant herre, der i London har taget en doktorgrad i klimaforandringerne i en sen alder. Men jeg kommer til at tænke på min onkel, fordi jeg forleden hørte Svend Brinkmann tale om opdragelse i P1, hvor han antydede en vis støtte til, et statsligt ”opdragelseskørekort” til forældre. Nu har jeg stor respekt for Brinkmann og hans holdninger, men her tror jeg, at han var lige frisk nok.

Normerne for, hvad der er korrekt opdragelse, ændrer sig hurtigere, end man forestiller sig. Nu hvor jeg har fået mit første barnebarn, kan jeg se en vis forskel i, hvordan mine egne børn opdrager i forhold til, hvordan jeg erindrer, at jeg selv gjorde.

Noget, synes jeg, er fantastisk, andet undrer jeg mig over. Der er i dag småbørnsforældre, der båret af en helt ny form for idealisme for eksempel har til agt at beskytte deres børn over for den mindste misstemning blandt mennesker, de måtte være i berøring med, og ud fra samme tankegang ikke ønsker, at de så meget som kommer i nærheden af eksempelvis bøger, der kan indeholde uhygge.

Hvad der er rigtigt og forkert, blæser dog lidt i vinden, synes jeg. Opdragelsesvejledninger fra eksperterne har da også ændret sig markant gennem de sidste mange årtier. Måske har den førnævnte – selvsagt i dag af de fleste betragtet som ekstreme – erfaring med min morbror og en vis erhvervet pragmatisme derfor for mit eget vedkommende overhalet eventuelle fundamentalistiske holdninger til, hvad den helt korrekte opdragelse består af.

Tvivlens nådegave er imidlertid ikke nået frem til alle opdragelseseksperter. ”Skældud er psykisk vold på børn,” lyder det for eksempel fra www.netsundhedsplejersken.dk. Og den kendte børneforsker Erik Sigsgaard mener endda, at skældud vil være forbudt om 100 år, fordi det er så skadeligt for børn. Sigsgaard er i øvrigt også en person, som jeg nærer stor agtelse for.

Men man skal nok være et overmenneske, tænker jeg, der har fire børn, hvis man slet ikke kommer til at skælde ud engang imellem. At forbyde skældud er meningsløst og tyder på en mangel på forståelse af dagliglivets situationer, og hvad de enkelte mennesker kan håndtere.

Der er herudover forskel på udskældningens karakter. Unuancerede overskrifter gør simpelthen ikke opdragelsens kompleksitet ære. Og læser man Sigsgaard, opdager man da også, at manden har vældig mange gode pointer, og at man i mange situationer kan opnå væsentligt bedre resultater med alt andet end skældud.

Et ”kørekort til forældreskabet” er noget, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Jeg forestiller mig noget i retning af den folder, forældre får, når deres barn starter i skolen: ”Skolemælk 2020”. Her kan man læse opbyggelige pointer som: ”Væn dig til tanken om, at du skal give mere slip på dit barn” og ”Giv dit barn en god start på dagen med sund morgenmad”. Er det vitterligt nødvendigt at skrive det? Og skal det foregå via en skolemælksfolder? Det er at tale til forældrene, som var det dem, der var børnene.

I 2017 undersøgte Maiken Pontoppidan fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd virkningen af de forældrekurser, som blev udbudt af fire kommuner til nybagte forældre, og kunne ikke finde nogen effekt. Faktisk var det nærmest omvendt. Dem, der havde mest brug for støtte, fik formentlig mindst gavn af kurset. Hendes forskning var ganske vist begrænset i forhold til antallet af mennesker, men mistanken er, at man på kurset prædikede for de allerede ”frelste”.

Det er ikke de ressourcestærke forældre, der skælder mest ud, slår deres børn, undlader at give dem morgenmad eller, som der står i mælkefolderen, ikke giver dem ”tøj på, der passer til årstiden”, selvom der også kan eksistere dybt psykologisk skadelige rammer her.

Dem, der har svært ved at leve op til nutidens idealer, er dem, der har svært ved at få enderne til at mødes. Dem, der har for lidt, både i konkret og overført betydning. Den målgruppe når man ikke ved at fortælle, hvad der er bedst for deres børn eller ved at give dem et forældrekursus. Der skal mere grundlæggende og individualiseret hjælp til.

Et andet problem med at få et statsligt indholdsbestemt kursus om opdragelse er, hvem der i så fald skulle bestemme indholdet. Det er ikke kun det at skælde ud, et sådant kursus skal rumme. Opdragelse rummer også evnen til at videregive livslyst og for nogles vedkommende også gudstro. Den skal omfatte at videregive traditionerne fra ens slægt og familie. Opdragelsen er noget, der påvirker barnets kønsidentitet, tilbyder det en verdensforståelse. Den er alt for vigtig til, at staten skal definere, hvordan den skal foregå, og hvad der er tilladeligt.

I værste fald ville den i sidste ende kunne føre til et totalitært samfund.

2020-09-02