[ Se i normalt vindue ]

Her er årets kandidater til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2021

Det er svært at give et samlet overblik over alle 14 bøger, der er indstillet til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. De er alle meget forskellige, stritter i alle retninger og har relativt lidt til fælles, ud over at de er skrevet af nordiske forfattere. Der er dog nogle tematiske sammenfald, som jeg i det følgende vil forsøge at fremhæve.

Fire bøger i puljen kredser om klimaproblemerne: danske Adam O.s ”Den rustne verden”, Færøernes kandidat Kjelnæs’ ”Som rodskud”, finland-svenske Bondestams bog om undervandspadden Axolotl, ”Mitt bottenliv – av en ensam axolotl”, og endelig islandske Thórarinsdóttirsog Bjarnadóttirs ”Blokken ved verdens ende”.

Det er ikke overraskende, at klimaet fylder så meget. En ny international undersøgelse fra Bath Universitet viser, at 60 procent af de unge er voldsomt bekymrede for klimaændringerne, og at 45 procent synes, at det påvirker deres liv allerede nu. Over halvdelen viste sig at være bange eller deprimerede samt at have følt skyld på grund af klimaændringer. Derfor synes det helt forståeligt, at dette også er et væsentligt tema i litteraturen.

Adam O.s trilogi, ”Den rustne verden”, modtog Kulturministeriets forfatterpris sidste år. Den har en klar tematik, en spændende handling og solide karakterer. Historien foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor Danmark bruges som skrotplads af storkapitalen. I stedet har man skabt et ”falsk” Danmark under en glaskuppel et sted i Grønland. Fire søskende rejser mod Sverige på ferie, men forulykker i Danmark og må kæmpe for at overleve. Tingene udvikler sig, så de samtidig bliver nødt til at nedkæmpe storkapitalen for at redde hinanden og verden fra yderligere katastrofer. Det er umuligt at forstå bind tre uden at kende de andre bind, så jeg er i tvivl om, hvordan juryen vil modtage bogen, men trilogien er helt klart en af mine favoritter.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER ANNONCEN

Der er milevid forskel mellem Adam O. og den islandske ”Blokken ved verdens ende”. Her ankommer en lille familie til en lille isoleret ø, hvor farmoderen bor. Alle på øen bor i Blokken, som er et etagebyggeri. Stedet er så selvforsynende, at indbyggerne må skiftes til at cykle på modificerede motionscykler for at generere (lidt) strøm til stedet. Der er – på trods af de sikkert reelle hensigter – et vist Orwellsk totalitært regime over stedet. Forfatteren ender med at lade øen, der ellers hader alt moderne og især fremmede, acceptere, at familiens ene søn reklamerer for Blokken på YouTube, og at lade øen blive oversvømmet med klimaturister. Det er temmelig utroværdigt, og slutningen virker da også helt forkert.

Bondestams billedbog om undervandspadden er anderledes underholdende. Den lille Axolotl har eksisteret, siden jorden blev til, men har været i dvale, mens de andre dyr har udviklet sig og siden er blevet til blandt andet mennesker. Nu vågner Axolotl op, mens klimaet ødelægger jorden og udsletter menneskeheden. Axolotl finder sig en partner midt i al kaosset og kan nu genstarte jordens liv. Bondestams illustrationer er skønne, og den optimistiske Axolotls fortælling perspektiveres smukt i billedernes utilslørede blik for katastrofens egentlige alvor. Det er en bog fuld af kærlighed, humor og er samtidig kompromisløs i sit udtryk.

Svagest af disse fire klimabøger er Færøernes ”Som rodskud”, der er et portræt af en gruppe unge, der vil gøre noget for klimaet, alt mens de skal håndtere, at en af dem er terminal syg. Bogen virker noget naiv i sin tilgang, hvilket selvfølgelig passer med hovedpersonernes alder.

Kan man elske for meget? En række andre bøger handler om venskab, identitet og kærlighed på lidt forskellige måder. Af dem er der især et par, der sprogligt gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var danske Zakiya Ajmis roman ”Vulkan” og finske Enorantas roman ”Stormsommer”. Ajmi bruger sproget, ikke kun til at betragte verden, men også til at få hold på den. Det er forfærdelige ting, der sker for hende. Hun har boet på et krisecenter med sin mor, fordi faderen har været voldelig, hendes venindes kæreste voldtager hende, og en pusher mener, at hun skylder ham penge. Og så er den dreng, hun er forelsket i, pludselig forsvundet uden at give lyd fra sig. Ajmi fortæller alt på en enkel og alligevel formfuldendt måde, som da hun ser, at bladene er gule, selvom der er længe til, at det bliver efterår. Så hedder det:

”Det er beviset på, at man faktisk godt kan elske for meget. Eller måske ikke for meget, men i hvert fald forkert. Hvis solen ikke bliver afbrudt, skinner den alting helt vissent.”

Det er kraftfuldt prosa.

Enoranta lader sin roman foregå i en uvis fremtid, hvor klasseforskellene er store, og hvor de rige flyver i specielle fartøjer, der drives af mineralet indigo, hvis hemmelighed kun kendes af få. Den 13-årige Andrew, som er fra middelklassen, tager om sommeren med sin far, der er psykiater, til en særdeles rig families hjem, fordi datteren Penelope dér har været vidne til et mord og angiveligt ikke kan huske præcist, hvad der skete. Andrew er vildt betaget af den jævnaldrende Josh, der er bror til Penelope. Der er dybder, skyld og en vis portion magtsyge hos alle karaktererne, som vi langsomt lærer at kende. Enoranta har et rigt sprog og formår at anvende elementer fra mange forskellige genrer i sin roman. Det lykkes kun takket være en sproglig omhyggelighed, der lader læseren opleve Andrews historie på nært hold, og handlingen formår at overraske læseren til sidst.

Islandske Hjálmtýsdóttirs fortælling om Griseviken handler også om venskab og eventyr og er en sød historie om et par tvillinger, deres mor og en forsigtigper af en nabo. Takket være familien kommer naboen ud af sin puppe og konfronterer verden og beriger dermed også familiens univers. At vi alle er afhængige af hinanden og forbundne, er også temaet for Karlsson og Lundbergs billedbog, ”Jag och alla”, som forsøger at få os til at tænke over, hvordan det er at være en helt anden end os selv. Via billeder og en kort tekst sendes vi til forskellige lande og steder for til sidst at vende tilbage til udgangspunktet. Det er meget sødt og kan sikkert føre til mange samtaler, men om de fortjener prisen, er jeg nok mere i tvivl om.

I den alvorstunge og komplekse ende Til den mere alvorlige side er Perssons ”De afghanske sønner”, som allerede er udkommet på dansk og handler om pigen Rebecka, der efter gymnasiet får job på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn. Romanen viser centerets bureaukratiske distance til børnene blandt andet ved at lade sproget være kort og koncist. Bliver man først engageret i børnene, kommer man i dyb fortvivlelse, for det ender absolut ikke godt for de uledsagede børn. Ingen tvivl om, at man som læser også knuges over verdens uretfærdighed efter læsningen af en bog, der i sin nøgternhed ikke efterlader meget håb. Det er lige det, litteraturen kan: muliggøre, at man kan leve sig ind i en andens verden og tanker.

Også Strasseggers ”Aleksander den store” har et alvorligt sigte og viser verden set fra en ny vinkel. Aleksander har boet i udlandet og er nu flyttet til en mindre by. Familien måtte flytte, fordi Aleksander har været voldelig og stukket et øje ud på en af sine skolekammerater under en slåskamp. I den nye by mobbes han, ikke kun fordi han er halvt udlænding, men allermest fordi han ikke vil anerkende magthierarkierne i sin nye klasse. Det er en voldsom bog, en smule klaustrofobisk på grund af det meget lille samfund, Aleksander bevæger sig i, men også en bog, der håbefuldt insisterer på, at alle kan ændre sig, hvis de vil.

Den anden norske bog, ”Min ven piraten”, er også alvorstung og netop udkommet på dansk. Det er historien om August, der på grund af sine forældres pludselige død må flytte ind hos sin fars onkel, en fordrukken sømand, som kun kaldes Piraten. Det er en besynderlig historie, hvor alle birollerne er stereotyper, men som samtidig behandler sorgen i en drengs liv, hvor alt kendt forsvinder for ham på et øjeblik. Bogen vandt kritikerprisen i Norge, måske fordi det er en meget anderledes bog om sorg end noget andet, man tidligere har set.

Også Grønlands billedbog, ”Aima møder fjeldets moder” af Silis-Høegh, må nævnes. Det er en livsbekræftende billedbog i en serie om den modige og opfindsomme pige, Aima.

Den samiske historie, ”Den Vandrende Stjerne”, er andet bind om to tvillinger, der denne gang rejser til månen og må overvinde deres angst undervejs. Det er en lidt svag historie, der ikke efterlader megen tolkning til læseren.

Anderledes rig på oplevelser er Erlandssons og Bergtings ”Nattexpressen” fra Åland: Erlandsson er en rutineret forfatter, og denne roman med sine 24 kapitler, der foregår over julen, egner sig også til at blive læst som en julekalenderbog. Historien er kompleks og handler om død og savn og i det hele taget om at forstå, hvordan vi mennesker skal forstå den livscyklus, som vi er underlagt. Jeg var glad for bogen, men kunne ikke slippe følelsen af, at der var noget gammelkendt over historien.

Hvem der modtager prisen, må vi finde ud af i morgen. Det er som regel ganske uforudsigeligt, hvorfor et bud sjældent er videre værdifuldt. Personligt tror jeg meget på Adam O. som den bog, der for mig besidder den højeste litterære og kunstneriske værdi og samtidig har den største internationale appel – uden at dette skal læses, som at det nødvendigvis bliver vinderen.

2021-10-31