Skiftende regeringer har gennem de sidste 20 år systematisk undergravet enhver form for hjælp til fritidslæsning

Danske 4.-klasseelever læser dårligere end nogensinde, viser den internationale Pirls-læsetest, som udføres hvert femte år i mere end 60 lande og regioner. Undervisningsministeren brygger på forslag om at gøre undervisningen mere motiverende for flere elever og pønser på at få dem væk fra mobilskærmen.

Selvom man bør nævne, at Pirls-undersøgelsen blev gennemført, da coronapandemien rasede, bør det ikke undre, at børn læser dårligere og bruger mere tid på skærmen end nogensinde før. Skiftende regeringer har gennem de sidste 20 år systematisk undergravet enhver form for hjælp til fritidslæsning, gjort det vanskeligere at gå til fritidsaktiviteter samt skabt endnu mere larm i skoleklasserne.

Det er både trist og tankevækkende, hvor undergravende en politik der er blevet bedrevet på dette område i årevis. Lad mig derfor kort gennemgå de forskellige faktorer, som påvirker læsningen:

Den specialiserede børnebibliotekaruddannelse blev lukket. Der er heller ikke længere et krav til, at skolebibliotekarer er uddannede. Mange skolebiblioteker er desuden blevet lukket og lagt sammen med de folkebiblioteker, der ligger tæt ved. Med folkeskolereformen blev mange skolebiblioteker (nu kaldet de pædagogiske læringscentre) skåret voldsomt ned i betjent åbningstid. Forfatterskolen for børnelitteratur blev nedlagt i 2020. Center for Børnelitteratur blev reelt nedlagt i 2012 og lagt sammen med det didaktiske område på Aarhus Universitet og dermed også fysisk fjernet fra det kæmpe børnebibliotek på Emdrupvej, som forskerne havde støttet sig til. Man forstår på det hele, at læsning for børn anses for at være en didaktisk øvelse.

Som om det ikke var nok, har man centraliseret børnebogsindkøb, så de sker via biblioteksindkøbscentralerne. Det betyder, at de enkelte lokale biblioteker har meget lidt indflydelse på, hvad de kan vise frem på hylderne. Sammenlægning af biblioteker, den mindskede bemanding samt de centraliserede indkøb betyder desuden, at der købes væsentlig færre titler til bibliotekerne samlet set end tidligere. Hvor oplag på børnelitterære titler tidligere var på 1200 eksemplarer, er de nu raslet ned til få hundrede eksemplarer. Det betyder kort sagt færre kvalitetsudgivelser for børn.

Og så er der næsten ingen specialiserede børnebibliotekarer tilbage til at vejlede og hjælpe børn med at finde god litteratur, der er egnet til lige præcis dem. I stedet for at støtte børnene har man i praksis stort set udraderet et helt specialiseret og professionelt formidlingslag. Og så undrer man sig over, at læseglæden er faldet?

På skolesiden har man konsekvent forsøgt at formindske mulighederne for at udfolde sig uden for skolen. Via skolereformen har man gjort skoledagen længere, så børn har vanskeligere ved at nå fritidsaktiviteter uden for skolen, for eksempel fodbold, håndbold og ridning, samt at have tid til andet som for eksempel læsning. Hvem gider læse, når man kommer hjem efter en alt for lang skoledag? Jo, så forstår man godt, at børn hellere vil ty til skærmen. Især når der ikke er nogen engagerede voksne til at vejlede dem i, hvilke bøger der kunne interessere dem.

Inklusionstankegangen har gjort, at man mestendels har flyttet børn ind i et klasseværelse med 28 børn, som tidligere periodevist kunne gå ud til særskilte rum i specialklasser på selve skolen. Her kunne de med kvalificeret voksenhjælp udvikle de færdigheder, de havde problemer med, uden for det almindelige klasselokale. At man nu fik børnene ind i klasselokalerne, blev smart nok kombineret med, at man gjorde forberedelsestiden kortere for lærerstanden. Ikke særlig veltænkt som et middel, der skal øge den koncentration, der er en forudsætning for læsning og læring.

Man skal være overordentlig naiv, hvis man tror, at børn vil trives bedre, efter at man konstant har forværret rammebetingelserne for dem. Og det er typisk for den politik, man hidtil har ført, at undervisningsministeren tror, at ”mere motiverende undervisning” skal gøre, at børn får læseglæden tilbage. Problemet kan ikke kan reduceres til et spørgsmål om elevernes motivation. Det er ikke lærernes eller børnenes skyld. Det er, for nu at bruge navnet på et gammelt TV-2-hit, samfundets skyld.

2023-05-18